ForsidePandrupRandi Manny Laustsen bliver ny overordnet skoleleder på Skolecenter Jetsmark

Randi Manny Laustsen bliver ny overordnet skoleleder på Skolecenter Jetsmark

Randi Manny Laustsen bliver ny overordnet skoleleder på Skolecenter Jetsmark. Hun tiltræder 1. oktober 2021.

Randi Manny Laustsen er et kendt ansigt i Jammerbugt Kommune og på Skolecenter Jetsmark, siden 1. juni 2021 har hun været konstitueret som overordnet skoleleder på Skolecenter Jetsmark. Inden da var hun overordnet skoleleder på Gjøl Skole, og har tidligere været skoleleder for 6. – 9. årgang på Muldbjergskolen i Hjørring i 2½ år og lærer på Klarup Skole i Aalborg Kommune i 13 år.

Foruden sit professionelle virke i Jammerbugt Kommune er Randi født og opvokset i Moseby. Hele lokalområdet i Jetsmark har været en tryg ramme for opvæksten, særligt i Jetsmark-Hallen er der tilbragt mange timer med sport.

Det er derfor en skoleleder med solid viden og erfaring inden for folkeskoleområdet og ledelse, og med et stort lokalkendskab, der tiltræder stillingen til oktober.

”Det er med stor glæde, at jeg byder Randi velkommen som skoleleder på Skolecenter Jetsmark. Jeg ser frem til at følge hende i arbejdet med at bygge et nyt læringsmæssigt og kulturelt fællesskab op omkring den nye skole i samarbejde med elever, det pædagogiske personale og forældre”, fortæller Skole- og Dagtilbudschef Helle Nørgaard Pedersen.

Som skoleleder får Randi Manny Laustsen ansvaret for SFO og skole fra 0. til 9. klasse samt specialtilbuddet for elever med massive indlæringsvanskeligheder.

”Jeg glæder mig til at lære hele Skolecenter Jetsmark og lokalsamfundet endnu bedre at kende. Mit overordnede fokus vil være på at skabe et trygt og lærerigt skoleliv for alle børnene og et godt og udviklende arbejdsmiljø for alle medarbejderne. Jeg er meget glad for og stolt over at blive en del af Skolecenter Jetsmark og et lokalsamfund, som jeg føler en stærk tilknytning til. Samtidig betyder mit valg desværre et farvel til Gjøl, som har en særlig plads i mit arbejdsliv. Jeg kom til Gjøl få dage før corona lukkede samfundet, så jeg skulle sammen med lærere, pædagoger, forældre og børn i skolen og SI finde vej i en dagligdag med omskiftelighed, restriktioner og utryghed. Det har været en betydningsfuld tid med godt samarbejde”, udtaler Randi Manny Laustsen. 

Randi har været konstitueret som skoleleder på Skolecenter Jetsmark siden den forhenværende skoleleder, Jakob Voldby, skiftede til Vestervangsskolen i Randers Kommune 1. juni 2021.

Randi er 48 år, hun har en datter på 17 år, to sønner på 14 år og 11 år. Hun bor i Vejgaard.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER