Race for Oceans Stafetten gentages i 2022

Race for Oceans Stafetten 2022.
Print Friendly, PDF & Email


Race for Oceans Stafetten gentages igen i 2022 efter tre år, hvor eventet har haft stor succes. Race for Oceans Stafetten er en event, der henvender sig til alle med passion for havet, og eventen understøtter FN’s Verdensmål 14 – Livet i havet.  Formålet er at skabe fokus på den stigende plastikforurening i havene omkring os gennem en stafet fra Sylt til Skagen langs den jyske vestkyst. Race for Oceans Stafetten strækker sig i år over 19 dage i perioden fra d. 13. maj til d. 12. juni 2022.

Konceptet består af en sportsevent samt et antal strandrensninger og strandvandringer, hvor en række eksperter undervejs vil fortælle om konsekvenserne af plastikforureningen i havene.


Fællesskabet er i højsædet under sportseventen, hvor deltagerne hjælper hinanden med at flytte en depeche fra Sylt til Skagen over 19 dage. Ruten på 456 km er inddelt i 55 sektioner, hvor deltagerne enten løber/går på stranden, eller flytter depechen til vands via SUP eller havkajak alt efter forholdene på den enkelte strækning.  

Race for Oceans Stafetten 2022 er blevet til i samarbejde med Sol & Strand, Greentel, Miljøstyrelsen, BMW Danmark, Weltklasse reklame+pr, eFuture, Hjemhavn, Trac Trac og Fjallræven samt lokale ildsjæle. Uden deres hjælp havde det ikke været muligt at arrangere Race for Oceans Stafetten 2022.

Initiativtager til eventen er Race for Oceans Foundation med formand Signe Simonsen i spidsen, der har en stor forkærlighed til havet, er tidligere elite-svømmer samt den første danske kvinde i The 7 Continent Marathon Club. Hertil kommer en lille gruppe af frivillige ambassadører og dedikerede hjælpere, der sørger for, at stafetten kan gennemføres.   

Signe Simonsen siger: ”Det er i år fjerde gang, at vi gennemfører Race for Oceans Stafetten, og jeg er helt overvældet af den store opbakning, vi møder overalt. Siden vi vandt Verdensmålsprisen i 2020, er interessen for konceptet accelereret, både nationalt og globalt. Vi har i år valgt at skalere Race for Oceans Stafetten fra 10 til 19 dage, da der er brug for at skabe endnu mere fokus på udfordringen. Vi har endvidere i år fået doneret 7 gamle kite-skærme, som vi har fået syet til 70 bags og nu kan genbruge til vores strandrensninger. De er syet lokalt ved en socialøkonomisk virksomhed, og hvis de går i stykker, kan de repareres der. Med det her tiltag ønsker vi at minimere brugen af engangsmaterialer i forbindelse med vores aktiviteter.”

Signe fortsætter: “Det har været vigtigt i udviklingen af denne enestående event, at alle kan være med, uanset forudsætninger. Den stigende plastikforurening i havene omkring os vedrører os alle, hvorfor der også skal være noget for alle. Vi håber at så mange som muligt vil være en del af Race for Oceans Stafetten 2022, enten fysik eller heppe via de sociale medier”.

Der vil på alle eventdage også blive arrangeret strandrensninger eller strandvandringer. Disse planlægges i samarbejde med virksomheder, som arbejder for at gøre havplast til en ressource og organisationer, der belyser udfordringerne ved den stigende plastikforurening. Alle aktiviteter er gratis at deltage i.

Her følger et overblik over de enkelte eventdage: 

Vadehavet

Sylt, Rømø – 13. maj

Mandø – 14. maj

Fanø til Hvidbjerg Strand – 15. maj

Hvidbjerg Strand til Blåvand – 16. maj

Vestjylland & Thy

Blåvand til Hvide Sande – 17. maj

Hvide Sande til Fjaltring – 23. maj

Fjaltring til Thyborøn – 24. maj

Thyborøn – 25. maj

Agger til Nørre Vorupør – 30. maj

Nørre Vorupør til Klitmøller – 31. maj

Klitmøller til Hanstholm – 1. juni

Nordjylland

Hanstholm til Thorup Strand – 2. juni

Thorup Strand til Slettestrand – 3. juni

Slettestrand til Blokhus Strand – 7. juni

Blokhus Strand til Løkken – 8. juni

Løkken til Lønstrup – 9. juni

Lønstrup til Hirtshals – 10. juni

Hirtshals til Gl. Skagen – 11. juni

Gl. Skagen til Grenen – 12. juni

Hvis du vil vide mere om stafettens aktiviteter, kan du besøge vores facebook-side, Race for Oceans, hvor alle 19 dage er slået op som facebook-begivenheder.

Følg Race for Oceans:

www.raceforoceans.org

Facebook: Race for Oceans

Instagram: @raceforoceans

LinkedIn: Race for Oceans Foundation