Chips-posen. Tomatbakken. Dunken med vaskemiddel. Spanden med maling. Et ambitiøst nyt samarbejde mellem Miljøministeriet og detailbranchen skal sikre, at langt mere plastik fra butikker, supermarkeder og byggemarkeder bliver genbrugt og genanvendt.
Miljøminister Lea Wermelin lancerer i dag et nyt samarbejde med detailsektoren, som skal sikre, at langt mindre plastik fra butikker, supermarkeder og byggemarkeder ender i forbrændingsanlægget, men i stedet genanvendes. Målene er sat. For blot at nævne nogle, så skal al den plastikemballage, som sektoren selv er ansvarlig, for kunne genbruges eller genanvendes i 2025. Emballager skal i gennemsnit bestå af mindst 30 procent genanvendt plastik. Og flere engangsplastikprodukter skal væk fra hylderne.
– Vi producerer alt for meget plastik, der kun bliver brugt én gang. Så smides det ud og går op i røg. I Danmark er vi gode til at samarbejde om løsninger. Derfor har jeg taget fat sektor for sektor, med aftaler, som skal sikre, at mere plastik genanvendes. I landbruget. I byggesektoren. I hotel- og restaurationsbranchen. Og jeg er glad for, at vi i dag sætter gang i et vigtigt samarbejde med detailsektoren. Fra producenten til affaldsbehandleren, fra den lokale købmand til varehuset. Fra isenkræmmeren til byggemarkedet. Dette samarbejde er et godt skridt mod en cirkulær økonomi, siger miljøminister Lea Wermelin.
Bedre plastik i indkøbskurven
Målet med samarbejdet er ikke at fjerne al plastikemballage fra hylderne. For der er meget godt at sige om plastik. Bakken med vindruer. Pakken med medisterpølsen i køledisken. Posen med spaghetti. Det beskytter vores madvarer og sørger for, at mindst muligt går til spilde. Men plastik skal bruges smartere. Bruges igen og igen. Eller i det mindste laves til ny plastik i stedet for at havne i forbrændingsovnen.
Samarbejdet er derfor forankret bredt i hele detailbranchen. En styregruppe på tværs af varehuskæder skal sikre, at der bliver fundet konkrete løsninger på, hvordan mere plastik kan genanvendes og sikre, at de forskellige aktører i detailsektoren samarbejder om at indsamle og genanvende plastikaffaldet.
– Til daglig konkurrer vi om at have de bedste varer. Men vi skal ikke konkurrere om, hvordan varen er pakket ind. Vi skal tværtimod samarbejde om at skabe løsninger for vores klima. Det er kun gennem fælles standarder og stærkt samarbejde på tværs af værdikæden, at vi lykkes. Deltagerne i sektorsamarbejdet spænder over hele værdikæden fra udvikling, produktion og genanvendelse af plastik, og mange af virksomhederne er i daglig kontakt med danskerne, når de f.eks. køber ting til hjemmet, bygger om eller køber dagligvarer. Det giver os et særligt ansvar, men også nogle særlige muligheder. Jeg glæder mig utrolig meget til at rykke i samlet flok og sammen skabe bæredygtige emballageløsninger til danskerne, siger formand for den nye styregruppe Per Thau, der er koncerndirektør i Coop.
For at sikre fremdrift i arbejdet og inddragelse af aktørerne på området, er der oprettet et sekretariat for sektorsamarbejdet. Sekretariatet, der skal hjælpe styregruppen, ligger hos Dansk Erhverv, og skal sikre, at aktørerne inden for alle dele af detailbranchen og producenter og affaldsleddet bliver inddraget i arbejdet.
Fakta:
- Samarbejdet kickstartes den 25. august 2021 med et event i Kvickly på Strandlodsvej 43, 2300 Kbh. S kl. 12.30. Til eventet vil deltage miljøminister Lea Wermelin, formand for styregruppen Per Thau og flere repræsentanter fra styregruppen. Pressen er velkommen.
- Styregruppen består af 16 repræsentanter fra hele værdikæden: Coop, Salling Group, Lidl, Dagrofa, Aldi, Rema1000, Elgiganten, Matas, Imerco, Jysk, Bauhaus, Schou Nordic, Orkla Danmark, Ragnsells, Faerch Plast, Plus Pack.
- Målene er:
- At skabe fælles, cirkulære designkrav for både food og non-food em-ballageprodukter og derved gøre genbrug og/eller genanvendelse mere effektiv.
- At al plastikemballage er genbrugeligt og/eller genanvendeligt på en økonomisk forsvarlig måde og består af mindst 30 pct. genanvendt plastik inden 2025. De deltagende virksomheder er ansvarlige for egne emballager herunder private labels.
- At skabe reduktion af plastikforbrug, herunder bidrage til test og udbredelse af genbrugsløsninger samt reducere 50 pct. af visse take away-engangsplastik-produkter i 2026 i detailsektoren.
- At skabe fælles, cirkulære designkrav for både food og non-food em-ballageprodukter og derved gøre genbrug og/eller genanvendelse mere effektiv.