Peter Mølgaard kåret som Årets Ildsjæl 2024
Peter Mølgaard er formand for Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn, og tovholder på ”Munidorf Formidlingscenter”, der blev indviet i sommer. Fredag eftermiddag blev han kåret som Årets Ildsjæl 2024.
Fredag d. 15. november blev Årets Ildsjæl 2024 overrasket – og kåret. Det skete i DGIHusets kælder, hvor Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn holder til og dermed også Årets Ildsjæl 2024, Peter Mølgaard.
Peter Mølgaard, som er formand for foreningen, er blevet et kendt ansigt de seneste år, fordi han på imponerende vis har stablet ”Munidorf Formidlingscenter” benene.
Projektet har indbefattet udgravningen af bunkeren ved jernbanebroen over Ryå, som tilbage under Anden Verdenskrig lå i udkanten af den falske landsby ”Munidorf”. På toppen af bunkeren er der opstillet formidlingsplancher, som fortæller om kulissebyen, der under Anden Verdenskrig fungerede som et tysk ammunitions- og bombelager for Flugplatz Aalborg West.
”Bortset fra en mindre udgave i Karup i Vestjylland er skalkeskjulet til ammunition i form af en landsby, et ret enestående fænomen. Ikke desto mindre var historien om Munidorf stort set ukendt, indtil Peter Mølgaard tog fat i den,” fortæller næstformand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Kiki Bille Bach.
Tovholder med smittende engagement
Som tovholder på arbejdet med fritlæggelsen af bunkeren og etableringen formidlingscenteret, har Peter Mølgaard arbejdet sammen med Nordjyske Museer og Jammerbugt Kommune og indhentet økonomisk støtte fra en række fonde, samt frivillig hjælp og materialesponsorater fra lokale håndværkere og frivillige.
Udover etableringen af selve formidlingscenteret er omgivelserne integreret i form af opstillede borde og bænke og en sti til mellem formidlingscenteret og Aabybro Mejeri, hvor endnu en bunker er placeret.
”Peter har gennem sit engagement og sin lyst til at fortælle om Munidorf, på sin helt egen rolige facon skabt en enorm interesse for projektet. Han har fra projektstart til indvielse været den centrale foregangsmand, projektleder, arbejdsmand og skaffer. Uden hans store indsats, var en af de vigtigste lokale historier fra krigens tid forblevet stort ubeskrevet og næsten glemt. Derfor er han den oplagte modtager er prisen som Årets Ildsjæl,” beskriver Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget.
Overrækkelsen fandt sted om eftermiddagen fredag d.15. november, hvor Peter Mølgaard havde sat et møde med Jammerbugt Kommunes afdeling for kultur, fritid og landdistrikter i sin kalender. I stedet blev han overrasket af sin familie, Lokalhistorisk Forening for Aaby Sogn og medlemmer af Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, som stod klar med champagne, blomster og diplom.