Af Per Husted, Folketingskandidat (S) i Nordjylland
Folketinget skal skabe rammerne for stabil el og varme til alle. Det har jeg tidligere med succes arbejdet for – og det er jeg klar til at gøre igen.
Valgkampen er i gang, og de store slogans rulles ud. Selvom det er valgkamp, så må de problemer, som de fleste danskere lider under lige nu, ikke glemmes. Især de høje el- og varmepriser skaber meget stor usikkerhed. Der er taget gode initiativer, men det er ikke nok.
En folkesport for tiden er at følge udviklingen i elpriser. Vi følger spotpriserne dagligt og sætter opvaskemaskine og vaskemaskine til, når priserne skulle være lave. For mange er det en forgæves indsats, da de ikke har en elaftale med spotpriser men har en fast pris på el, hvor prisen eksempelvis fastlægges for 3 måneder ad gangen. Og de forbrugere med fast pris på deres el har endnu ikke set de store elregninger. De kommer først nu, hvor elprisen for 4. kvartal er fastlagt. Prøv selv at gennemgå din el aftale og se, hvordan det ser ud for dig. De samme gør sig gældende for mange varmeforbrugere.
Alle med el til spotpriser kan glæde sig i disse dage, da spotpriserne har været i frit fald. Spotpriserne følger bl.a. vindmøllernes produktion, så man kan sige, at priserne er, som vinden blæser.
Det er nødvendigt at skabe mere tryghed hos alle hurtigst muligt. Det kommer ikke til at ske midt i en valgkamp, da der ikke er et beslutningsdygtigt folketing. Men det må være første opgave for et nyt folketing at få skabt tryghed hos både borgere og virksomheder, så vi igen får troen på en lysere fremtid. Løsningen er desværre ikke bare at give tilskud til alle, da det vil gøre vores andet store problem – inflation – endnu større. Løsningen bør være en kortsigtet indsats overfor de hårdest ramte.
Når der er skabt en kortsigtet tryghed, skal der laves langtidsholdbare planer. Vi skal være helt uafhængige af ustabile lande og forurenende energikilder. Vi skal lave et stabilt system for både varme og el, så vi sikrer billige og trygge løsninger for alle. Teknologien har vi, men vi skal være parate til at investere i det. Et område, som vi især skal have fokus på er lagring af energi. Et område, hvor Nordjylland i øvrigt kan spille en vigtig rolle, og det kan være med til at skabe nye lokale arbejdspladser.
I de perioder, hvor jeg har været medlem af Folketinget, har jeg arbejdet med klima- og energipolitik. For nogle år siden var jeg initiativtager til og kæmpede for lavere varmepriser til de borgere, som var hårdt ramt af høje varmepriser fra de såkaldte barmarksværker. Den kamp lykkedes, og de berørte borgere fik løst deres problem.
Hvis jeg bliver valgt til Folketinget, vil jeg forsætte kampen for billigere og grøn el og varme for de borgere, som nu er ramt hårdt på pengepungen. Og løsningerne ligger lige for. Det er massive investeringer i fjernvarme, alternativ energi og systemer til lagring af energi, så vi får stabil forsyning.