Pengene fra kommunens halpulje er blevet fordelt

DGI Huset Aabybro
DGI Huset Aabybro Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Pengene fra kommunens halpulje er blevet fordelt

I Jammerbugt Kommunes budget for 2023 er der afsat et beløb til en halpulje på ca. 1 mio. kr. til renovering af haller. Årets halpulje er nu blevet fordelt mellem fem af kommunens haller, som har søgt penge fra puljen.

”Kommunalbestyrelsen har besluttet at imødekomme de fleste ønsker i år. Alle de haller som har søgt om penge fra puljen, bliver tildelt penge. Så de foreningsaktive kan se frem til endnu bedre forhold i foreningerne, som kan få udbedret skader og få lavet energioptimeringer,” fortæller borgmester Mogens Christen Gade.

Sådan er puljen blevet fordelt

ØAH-Hallen, Halvrimmen får et tilskud til etablering og opsætning af solcelleanlæg. Anlægget bliver opsat på fritidshuset (den gamle del af hallen, motionscenter og omklædningsrum). ØAH-Hallen havde derudover søgt om tilskud til udskiftning af lysanlæg på en fodboldbane. Dette ønske får ikke tildelt midler fra halpuljen, men bliver i stedet taget med i budgetlægningen for 2024.

Skovsgaard Multihus får et tilskud til udskiftning af en spildevandspumpe, der er brudt sammen.

DGI-Huset, Aabybro får et tilskud til opsætning af ventilatorer i loftet i svømmehallen. Ventilatorernes formål er at skubbe den varme luft, som hænger oppe under loftet, ned i hallen med henblik på at reducere energiforbruget med 15-30%.

Trekroner Landsbycenter får et tilskud til dækning af hallens udgifter i forbindelse med en vandskade. Hallens forsikringsselskab har dækket størsteparten af udgifterne. Det ansøgte beløb dækker hallens udgifter, som ikke dækkes af forsikringen.

Biersted Idrætsforening (Biersted Hallen) får et tilskud til lakering af gulv og energioptimeringer.

LÆS OGSÅ: Masterplan for Nørhalne sendes i offentlig høring