Palle L. Nielsen: Mennesket frem for vindmøllen

Palle L. Nielsen
Palle L. Nielsen
Print Friendly, PDF & Email

Af Palle L. Nielsen Byrådskandidat Jammerbugt Det konservative Folkeparti

Svar til Ulf Nielsens indlæg vedr vindmøller ved Udklit.

Først og fremmest tak for en fyldigt replik på mit tidligere læserbrev. Jeg tror det er vigtig at skelne mellem bastant og bastant, jf dit læserbrev. For klarhedens skyld, mener jeg med ordet naturligvis ikke enkeltpersoner, men i stedet de investorere, der til trods for det omkringliggende samfunds tydelige stemme, har en tendens til at vælge at overhøre modstandere af nye planer for vindmølleopstilling.


Som konservativ politiker, er det min klare overbevisning, at fremdrift og iværksætteri, ikke skal holdes unødigt tilbage og bør støttes på alle fronter. Men jeg har også det klare synspunkt, at borgerne der netop definerer samfundet, har en meget klar stemme der bør og skal lyttes til.
For mit eget vedkommende, er det netop dét punkt på dagsordenen, jeg mener den nuværende politiske arena øjensynligt har glemt alt om.

Der er ingen tvivl om, at den grønne omstiling er blevet en halvlun kartoffel i nogen henseender, hvilket som oftest medfører nogle ophedede debatter mellem parterne på hver side. Om det er i de trykte aviser eller på facebook, er for så vidt underordnet. Men det ligger helt klart, at de senere år har vist, at netop opstilling af store vindmøller på land, pt. ikke er ønskværdigt for andre end investorer.

Génerne er simpelthen blevet for store og det har med tydelighed vist sig, at vi heller ikke evner at udnytte produktionen af strømmen. Vindmøller bliver standset på landsplan når det blæser og min pointe bliver endnu mere udtalt, når investorerne modtager markante pengebeløb fra andre lande, for at standse vindmøllerne i DK når der er overproduktion.

Derfor har jeg det særdeles anstrengt, når jeg oplever flere og flere ”bastanter”, der ønsker opsætning af landbaserede vindmøller. Prisen er simpelthen for høj for det omkringliggende samfund og naturen der omkranser det. Det betyder ikke, at jeg afviser vind som en nutidig og fremtidig energikilde. Der er masser af god fornuft i at høste vinden, men det kræver at vi kan lagre energien og høste den, hvor det ikke er til géne for nogen. Derfor er jeg fortaler for at vindmøller skal placeres på åbent hav.

I relation til din overskrift, om hvorvidt politikere lader sig styre af facebookgrupper, forstår jeg udmærket frustrationen. Facebook er et kraftfuldt medie og et medie, der i den grad kommer til at styre fremtidens historier. Men der gælder her, som ved normale medier, at kildekritikken bør overvejes af den enkelte læser. Jeg har ved selvsyn oplevet, hvorledes borgere gang på gang køres over af såkaldte ledende politikere i Jammerbugten og det er bestemt ikke en prisværdig oplevelse. Ej heller er det værd at sætte ord som demokrati og Jammerbugt kommune i samme sætning, som du så fint efterlyser i dit læserbrev. Men jeg kan med sindsro berolige dig med, at selvom der eksisterer facebook grupper for og imod opsætning af landvind, er min mening omkring emnet dannet udfra egne erfaringer.

Afslutningsvis vil jeg gerne fremhæve, at vi skal huske på, at vores samfund ikke er defineret af teknologiske fremspring. Samfundet er defineret af borgerne, der kan vælge at drage nytte af de teknologiske hjælpemidler der er til rådighed. Så husk blot, at fjernvarmeværker o.lign eksisterer ikke uden borgerne, men borgerne kan sagtens eksistere uden dem.

Jeg vælger at lytte til borgerne, for det er nemlig ordentlighed!

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn