Ole Stavad: Måske skal vi drikke en kop kaffe!

Ole Stavad
Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem, tidligere erhvervsminister Foto: Erik Sahl
Print Friendly, PDF & Email

Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem, formand for Udvalg for Regional Udvikling
Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst                                                                                

Måske skal vi drikke en kop kaffe!

Tak til Christian Jensen for venlige bemærkninger (Nordjyske 20.5.), selv om vi ikke er enige om Egholm Forbindelsen.


Du spørger til den politiske aftale om forbindelsen over Egholm mellem Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Konservative og Liberal Alliance. Aftalen er indgået den 24. juni 2014 med udmøntningen af midler fra Infrastrukturfonden og kan findes på Transportministeriets hjemmeside (www.trm.dk)

Af aftalen fremgår det bl.a., at der blev afsat en pulje på 43,1 mio. kr. til at købe arealer/ejendomme, som er reserveret for at gennemføre en ny forbindelse over Egholm. Reservation af arealer til store projekter, kan være voldsomt belastende for ejere af de berørte ejendom. De kan med rette føle sig som ”gidsler” i store infrastrukturprojekter. Og uden at vide, hvornår lovgivningen er på plads og økonomien til projekterne bliver bevilget

Derfor var det også en vigtig del af aftalen, at der allerede i 2014 blev afsat midler til at købe reserverede ejendomme og arealer, såfremt de pågældende ejere ønskede at sælge.

Som en konsekvens af aftalen, blev alle arealreservationer til en mulig udbygning ved den nuværende Limfjordstunnel til gengæld fjernet og aflyst.

Forestiller man sig et fravalg af en Egholm Forbindelsen, ville det betyde en udsættelse på ubestemt tid. Ja nærmest som at starte forfra. Det er der nok også en del af de meget aktive der ønsker. For mig at se, vil det nærmest være katastrofalt for Nordjylland.

Lige nu foregår der forhandlinger mellem Folketingets Partier om en infrastrukturplan frem til 2035. Her foreslår regeringen Egholm Løsningen gennemført. Det er der et bredt politisk flertal bag. Mister vi den mulighed, vil starten på en 3. Limfjordsforbindelse mest sandsynligt ligge på den anden side af 2035 og en færdiggørelse i perioden 2045-50. Det kan Nordjylland ikke leve med.

Jeg har godt noteret, at De Radikale vakler. Dog ikke vort nordjyske medlem Marianne Jelved, som kender den nordjyske virkelighed og altid vedstår de aftaler, som hun indgår. Derimod står Dansk Folkeparti fuldt og helt ved aftalen om en Egholm Forbindelse, selv om deres regionsrådsmedlem Erik Høegh, gør alt for at skabe nordjysk forvirring om partiets holdning.

Også alle øvrige partier bag aftalen fra 2014, vedstår fuldt og helt aftalen om en Egholm Løsning.

I øvrigt er Christian Jensens beskrivelse af hvem, der får fordel af en Egholm forbindelse på alle måder forkert. En Egholm Løsning vil være til fordel for hele Nordjylland – med vækst, udvikling og arbejdspladser. Det gælder ikke mindst Hjørring og Frederikshavns Kommuner, som på alle måder er afhængige af gode trafik-forbindelser med færger nordover og veje sydover. Sander trafikken til ved Limfjorden, vil Hjørring og Frederikshavns Kommuner være to af de nordjyske kommuner, der risikerer at blive rigtig hårdt ramt på deres udviklingsmuligheder.

Du plejer jo ikke at være resistent over for saglige argumenter Christian. Måske skal vi drikke en kop kaffe og få en god snak, næste gang du besøger Brovst.

1 KOMMENTAR

  1. Tak til Ole Stavad for denne seriøse fremlæggelse af Egholm – debatten.
    Jeg er helt enig. Skal vi fortsat have udvikling i Nordjylland er Egholm-forbindelsen helt nødvendig. Det giver ændrede forhold for beboerne, men hvergang almenheden har brug for forbedrede trafikforbindelser er der desværre nogen som får ændrede forhold. De har vi set i årtier, det vil ikke ændre sig, uanset hvor beklageligt det kan være.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn