ForsidePandrupNyt spændende samarbejde om eFodbold mellem eSport:NORD og Jetsmark Idrætsforening.

Nyt spændende samarbejde om eFodbold mellem eSport:NORD og Jetsmark Idrætsforening.

Der spilles allerede eFodbold (elektronisk fodbold) på eliteniveau i eSuperligaen som vises på TV og stream. Som i almindelig fysisk fodbold mødes to klubber og spiller mod hinanden – her spilles kampene blot i et studie, i stedet for på græsbanerne.

I eSuperligaen stiller hvert hold med to spillere som møder hinanden over to kampe på Playstation i spillet FiFa20. Femte sæson starter her i marts og kampene vises på TV3max og Viaplay. DBU har også et eFodbold-landshold som spiller internationale kampe på verdensplan.


Med Dansk Boldspils Unions nye tiltag med officielle turneringsfodboldkampe målrettet for bredden, i det populære computerspil FIFA20, har de to klubber slået sig sammen i et samarbejde, som både vil dække ugentlige træningspas og deltagelse med hold i den officielle turnering.

Den 9. marts bliver første træningsdag i det nye samarbejde mellem den lokale esports-klub og fodboldklubben JIF. Begge har normalt ”hjemmebane” i Jetsmark Idrætscenter.

Med esports-klubbens faciliteter og hardware i kælderen i Jetsmark Idrætscenter og fodboldklubbens licens i DBU var samarbejdet åbenlyst og en fordel for begge parter.

”Vi er rigtigt glade for samarbejdet med Jetsmark Idrætsforening, for det betyder, at vi får endnu en superspændende konkurrence-aktivitet i vore esports-klub” fortæller Martin Højen Grøn, som er daglig leder af esports-klubben i Pandrup, som er organiseret under den lokale firmaidræt.

”Vi har i forvejen et godt setup med undervisning og hyggespil i forskellige skydespil, samt andre gaming-aktiviteter. Så tiltaget med efodbold giver kun yderligere spil-muligheder for vores nuværende omkring 50 medlemmer, hvor der nok skal være nogle medlemmer, som også vil deltage i den nye efodbold-spilform”.

”Men ellers glæder vi os da mest til at møde medlemmer fra en helt ny målgruppe i gaming-sammenhæng – og på den måde måske tilknytte endnu flere medlemmer til klubben, som jo ellers i forvejen er godt besøgt” fortæller Martin Højen Grøn.

”På en almindelig hyggeaften er det ikke unormalt, at der er mere end 30 friske unge mennesker tilstede i klubben – heraf også et par seje piger”.

Med efodboldens indtog i det lokale esports-miljø udnyttes klublokalet blot endnu bedre, hvor mandag eftermiddag bliver træningstidspunktet. Efodbold-klubben, som kommer til at deltage i DBU turneringen under Jammerbugt FC-navnet, er foreløbig tilmeldt i en række for spillere mellem 8 og 12 år. Der er også to ældre grupper, men dem har klubben foreløbig fravalgt, da søgningen har været størst i den yngste årgang.

”Man kan deltage uden forudgående evner og kompetencer” oplyser initiativtager Anders Esholm Jensen. ”Vi er så heldige at have tilknyttet en af Danmarks bedste FIFA-spillere til klubben i Jacob ”Esser” Esholm, der bliver klubbens overordnede træner”.

Jacob er selv på kontrakt hos Tricked Esport og spiller på Vejle Boldklubs eSuperliga-hold, men har lovet at hjælpe med vejledning og gode råd til klubben spillere. ”Dermed kan klubbens medlemmer lære af en af de bedste spillere indenfor FIFA, og det er vi rigtigt stolte over og glade for” fortæller Anders Jensen videre.

Klubben deltager i den officielle turnering i forårsrunden, som begynder i slutningen af marts. Det betyder, at Jammerbugt FC både skal afvikle sin egen turneringsrunde på hjemmebane, og ligeledes deltage i 3-6 andre stævner i det nordjyske. ”Vi glæder os til at komme i kamp, men har bevidst sat forventningerne lavt her i den første sæson” oplyser Anders Jensen. ”Nu skal vi først finde vores eget og modstandernes niveau. Så må vi se, hvor langt vores evner rækker”. Anders oplyser ligeledes, at resultaterne absolut ikke er afgørende, blot man hygger sig i klubben, og nyder den ekstra spænding, som der vil være i officielle kampe, hvor man spiller 2 mod 2.

Det betyder dog også, at man udover sine egne tekniske spilfærdigheder, også skal øve taktik, sammenspil, løbemønstre og placeringer på banen.

Er man ikke allerede tilmeldt i klubben, kan det ske på klubaftner på mandage kl 16.30 til 18.00 – eller ved at kontakte Anders Jensen på telefon 20639317. Man er naturligvis velkommen til at komme og prøve spillet på en træningsaften, inden man tilmelder sig endeligt.

”Vi råder i nær fremtid over 3 Playstations, som vil stå klar i lokalet til en omgang FIFA” slutter Anders.

”Vi arbejder hele tiden og målrettet på at forbedre tilbuddene i esports-klubben, så flest mulige unge mennesker kan dyrke den form for esport eller gaming, som de har allermest lyst til” siger Martin Højen Grøn, som samtidig fortæller, at sammenholdet og de sociale aktiviteter ligeledes vægtes højt i esports-klubben. ”Vi oplever allerede et godt og lærerigt spilmiljø og et stort og tæt netværk og kammeratskab mellem vores medlemmer”.

Her og nu bliver meget energi brugt på at få de sidste detaljer på plads omkring klubbens store LAN party ”Nordjysk LAN”, som afvikles i starten af april.

Lan’et afvikles for fjerde gang, og kan allerede melde om alt udsolgt, og omkring 230 gamere i hallen denne weekend.

”Desværre er hallen ikke større, for vi kunne sagtens have solgt endnu flere billetter. I år har vi måske endda en overraskelse i ærmet, som på sigt ville kunne skaffe endnu flere deltagere til eventet i Pandrup” udtaler Martin til slut.

Foreløbigt er fokus dog rettet mod opstarten af efodbold den 9. marts, hvor klubben håber at se en masse friske unge FIFA-spillere.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER