Nyt erhvervsarrangement samler Jammerbugtens brede erhvervsliv

Foto: Vækst Jammerbugt
Print Friendly, PDF & Email

Torsdag den 7. februar samles det brede erhvervsliv i Jammerbugten til et stort dialog,- og netværksmøde…
.
Af Klaus Hansen

Rammen er et spritnyt initiativ under navnet Jammerbugt Morgenbriefing, hvor der sættes spot på to af de helt store temaer inden for dansk erhvervsudvikling, nemlig digitalisering og internationalisering. Bag initiativet står Jammerbugt Kommunes erhvervsafdeling Vækst Jammerbugt i samarbejde med Erhvervsforeningen Jammerbugt

Digitalisering og internationalisering berører mange brancher og virksomhedsstørrelser på forskellig vis. Både de helt nystartede, der skal være online for at skabe synlighed til de etablerede virksomheder, der skal kunne konkurrere på det internationale marked og om de internationale kunder. Turisterhvervet er afhængige af danske gæster, men også af vores nabogæster syd for grænsen og dem nord på. Produktionsvirksomheder eksporter varer over landegrænsen, og produktionsanlæg bliver stadig mere digitaliserede og ikke mindst detailhandlen har hele verden som kunder, fordi digitaliseringen gør det muligt.

Borgmester Mogens Chr. Gade og erhvervschef Anders Stryhn åbner morgenbriefingen under overskriften ”Hvordan udvikler vi Jammerbugten som en attraktiv erhvervskommune, og til at give et bud på netop det spørgsmål entreres der med en række oplægsholdere, der er skarpe på hvert deres felt. Dorte Stigaard, Innovationsdirektør ved Aalborg Universitet giver et indblik i hvorledes den enorme viden universitetet rummer, kan bringes i spil i de lokale virksomheder og bidrage til vækst og udvikling. Henrik Scharfe, forsker og direktør for Fonden Autonomous dykker ned i den næste digitale udfordring, der rammer os, og kobler dette op på Jammerbugt Kommunes millionprojekt, Nordvest Smart Produktion, som flere Jammerbugt virksomheder deltager i. Per Dam og Claus Falk fra hhv. Fårup Sommerland og Danphone fortæller, hvordan de to lokale virksomheder helt konkret har grebet digitaliseringens mange muligheder an, og med succes har skabt virksomheder, der kan konkurrere på det internationale marked.

Ud over de mange oplæg og en masse netværk bliver der også plads til en paneldebat med deltagelse af arrangementets oplægsholdere. Her lægges der op til dialog, og netop denne del er i tråd med Jammerbugt Kommunes strategi om at have en vedholdende og tæt dialog med det lokale erhvervsliv.

”Med dette nye initiativ ønsker vi at samle det brede erhvervsliv til dialog. Vi tror på, at dialog, samarbejde og fælles fodslag er vejen frem, når vi skal skabe vækst og udvikling i vores kommune, og derfor arbejder vi fokuseret på netop at være i så tæt dialog med vores erhvervsliv som muligt. I Dansk Industris erhvervsklimaundersøgelse fra 2018 pegede virksomhederne på, at vi i Jammerbugten er gode til netop dialog med og information fra kommunen, og dette arrangement er ét blandt flere initiativer, der skal være med til at sikre, at virksomhederne også fremadrettet oplever denne service, lyder det fra borgmester Mogens Chr. Gade.

Formanden for Erhvervsforeningen Jammerbugt, Brian Bertelsen bakker også op om arrangementet, som er en videreudvikling af Erhvervsforeningens traditionsrige nytårskur. ”Vi udvikler altid på vores arrangementer og tilbud til erhvervslivet i tæt samarbejde med netop erhvervslivet, så vi kan tilbyde dét, der efterspørges i markedet, men vi vover også at teste nye muligheder af. Med vores nye initiativ får vi både mulighed for at ønske hinanden godt nytår, og samtidig kigge ind i de store temaer, der kommer til at fylde i det nye år. ” lyder det afsluttende fra formanden.

Journalist Rene Ryom fra TV2 Nord er konferencier på arrangementet, som foregår i Fårup Sommerlands 4D biograf.