Ny venstresvingsbane skal afhjælpe trængsel i Aabybro-kryds
Godkendelse af ombygning af krydset Østergade/Ny Aabyvej i Aabybro, er på dagsordenen når Teknik og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 2. juni 2025.
Sagsbeskrivelse
I forbindelse budgetaftalen er det besluttet at se nærmere på muligheder for at forbedre forholdene i krydset Ny Aabyvej/Østergade ved indkørslen til Aabybro.
Det foreslås, at der etableres en venstresvingsbane med plads til 5-6 biler, hvor der nu kun er plads til en enkelt bil. Dette vil øge fremkommeligheden for de billister der skal videre ad Ny Aabybvej i østlig retning. Etablering af venstresvingsbanen vil umiddelbart betyde en omlægning af cykelstiens krydsning af Ny Aabyvej.
Forslaget skal detailprojekteres og der skal indhentes diverse myndighedstilladelser mv. inden det kan udføres.
Asfaltbelægningen på Ny Aabyvej er meget dårlig og nyt slidlag bør koordineres med ombygningen såfremt detailprojektering mv. og ombygning kan gennemføres i 2025.
Udgifter til asfaltbelægninger i forbindelse med en ombygning foreslås derfor afholdt af anlægsbudgettet til nye asfaltbelægninger. De øvrige udgifter anslås til ca. 200.000 kr. foreslås afholdt af bufferpuljen til mindre projekter under Teknik- og Miljøudvalget.
Tidsplan
juni-august 2025 Detailprojektering og myndighedsbehandling
september 2025 Anlægsarbejde
Retsgrundlag
Lovbekendtgørelse 2024-04-24 nr. 435 om offentlige veje m.v.
§8 Stk. 2.
Vejmyndigheden bestemmer, hvilke arbejder der skal udføres på dens veje, og afholder de udgifter, der er forbundet med sikring og andre forberedende foranstaltninger, anlæg, drift og vedligeholdelse af disse veje, medmindre andet er aftalt mellem vejmyndigheden og en anden vejmyndighed eller en fysisk eller en juridisk person eller er bestemt efter denne lov.
Budgetmæssige konsekvenser
Udgiften afholdes indenfor det frigivne budget for 2025
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller at Teknik- og Miljøudvalget godkender,
at krydset ombygges efter princippet i forslaget.
at forvaltningen opstarter detailprojektering med henblik på udførelse af anlægsarbejdet i 2025.
at ombygningen finansieres som foreslået.

Forslaget løser kun problemerne den ene vej. Der vil fortsat være køproblemer, når du fra Østergade skal mod rundkørslen til højre eller mod genbrugspladsen til venstre. Løs dog problemet i et hug i stedet for en løsning, som kun hjælper den ene vej.