ForsideBlokhusNy udstilling åbnet i dag i Skulpturparken Blokhus

Ny udstilling åbnet i dag i Skulpturparken Blokhus

Ny udstilling åbnet i dag i Skulpturparken Blokhus

Jammerbugt Kommunes Fritid- og Kultur Formand Helle Bak Andreasen talte i dag ved åbningen af ny udstilling i Arkade Galleriet i Skulpturparken Blokhus.

Den gode stemning til ferniseringen blev supporteret af liflig vin og flere benyttede muligheden for at tale med de medvirkende kunstnere til de udstillede værker. Kunstmalerne Lone Kristensen og Jan Björns smukke udstilling med flere eksterne kunstnere er hermed åbnet og kan den kommende tid opleves sammen med kunstudstillingen “Lysets Kunst” af kunstgruppen Silikone.

Formand for Kultur. og Fritid i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen (V) Foto: Privat

I åbningstalen sagde udvalgsformand for Kultur og Fritid i Jammerbugt Kommune Helle Bak Andreasen:

Tusind tak for indbydelsen til at komme i dag.

Kulturen rykker ud, kunne måske være overskriften på den kunst vi skal se i dag. I hvert fald har Lone og Jan rykket Sandløberen ud af de vante rammer for at finde plads på vores dejlige Kultur og Kunstcenter her i Skulpturparken. Og hvor passer det bare godt ind. Her er nu noget for alle – kunst og kultur på højt plan i disse lokaler, Kunstgruppen Silikones flotte udstilling – Lysets kunst – heroverfor og HC Andersen i Parken – kan det blive mere fuldendt?

For hvor er det vigtigt at kulturen netop rykker ud- at vi får kulturen tæt på – og netop forskelligartet kultur. Her er et område, hvor vi aldrig kan blive helt enige. Hvad der er flot for mig – hvad der rører mig – og inspirerer mig, er sikkert ikke det samme for dig. Og det skal der være plads til. Der skal være plads til at vi kan se lyset med forskellige øjne – at vi kan blive rørt forskelligt – for det er jo det kunsten kan. Ligesom H.C Andersens eventyr har budskaber, der rører os – sommetider endda lidt skjulte budskaber – skal kunsten også røre os – og endda sommetider forarge os. Det er jo det, der inspirerer os.

Nogle vil jo sige, at det er unødvendigt – at de ikke ”går op i ” kunst og kultur – at det er det berømte flødeskum. Og ja – set i forhold til det, der foregår i verden omkring os – er det måske luksus at stå her i dag og tale om kunst og kultur – eller er det?

Det tror jeg ikke det er. Jeg synes vi på mange måder står i en forandringstid, hvor mange ting ikke er som før. Aldrig har så mange været ensomme – hverken børn, unge eller ældre. Aldrig har vi før været så selvoptagne, hvor det altid er en selv, eller ens familie i første række og det går ud over vores sociale liv, men det går også ud over vores berømte foreningsDanmark og det at man kan glædes over noget sammen.

At man har noget at samles om – at man også engang imellem giver lidt af sig selv til andre. Og derfor er kunst og kultur ikke flødeskum. Når U2 spiller i en metro i Kiev, hvor metroen samtidig er beskyttelse for bomberegn, er det ikke flødeskum – men selvopholdelsesdrift. Det gav håb, det gav glæde og jeg tror også at det på sin vis gav kampgejst. At man bliver overrasket, er jo netop det essentielle i både musik, kunst og kultur – ja måske endda i selve livet.

Vi kan heldigvis – og naturligvis ikke – sammenligne vores kunst og kultur her i parken med musik i en metro i et krigshærget land, men vi kan alligevel godt på sin vis. Det kan vi, fordi jeg er sikker på, at både Silikones og Lone og Jans kunst vækker noget i os. 

Det kan vække glæde, forundring eller forargelse – men jeg er sikker på, at det vækker noget i os. Og så giver det os også det fællesskab, som vi alle har brug for. Det giver os den glæde som vi alle har brug for. Jeg tror ikke, der er ret mange der i dag, eller en af de andre dage, hvor vi besøger Skulpturparken går hjem med dårligt humør. Og så bidrager vi jo netop med noget til samfundet. 

Så selvom vi har fred og frihed, tror jeg, at de fleste af os tænker over verdenssituationen. Over hvor heldige vi er – og derfor skal vi heller ikke betegne kunst og kultur som flødeskum. Det former os nemlig som mennesker – og det heldigvis uanset hvor gamle vi er. Vi bliver jo nemlig aldrig for gamle til at tage imod indtryk – og det skal vi love hinanden at gøre. Både i dag – men også i dagene der kommer. 

Vi skal love os selv at sætte pris på vores frihed. Vi skal love hinanden, at vi er dem, der er med til at sprede glæde – både til os selv og for fællesskabet. Og det kan man netop gøre gennem kunsten. Sidst jeg var her forelskede jeg mig i et af Jans billeder, og nu må vi så se hvor langt min pengepung rækker – men kunsten kan jo netop være den vedvarende ”kærlighed” eller den kan være forbigående og forargende.

Men det vigtigste er, at vi til enhver tid åbner os for kunsten. Nede på helt lavpraktisk plan kan glæde og kunst i det offentlige rum være de små sten, som nogle malede under Corona og som stadig titter frem på stierne her i området. Der bliver man da glad om hjertet og det er netop det essentielle – at kunst rører og glæder os – både på højt og lavt plan og på autoriserede gallerier og uventet i det offentlige rum. 

Så jo .- at kulturen rykker ud betyder noget for os i Jammerbugten. Det betyder noget at kultur er tilgængelig på alle niveauer. Det betyder nemlig usigelig meget for os som mennesker – og dermed vores samfund. Jeg tror på at kunst og kulturelle begivenheder forbedrer vores mentale velvære og livskvalitet. Og ikke mindst – det som jeg tror vi alle har brug for – det skaber forbindelse mellem os som mennesker.

Så dermed også en stor tak til John og Skulpturparken at du år efter år – men mange forskelligartede tiltag gør kulturen tilgængelig for os. Det kræver økonomi, det kræver vedholdenhed, det kræver entusiasme og det kræver engagement. Heldigvis besidder du det hele – en stor tak, at du deler det med os. 

Og især engagement har det jo med at smitte, så også en stor tak til Silikone, at I har flyttet ind med jeres flotte udstilling. Og I forener jo netop de vigtige parametre – at skabe noget kunst og indgå i et fællesskab. Det er godt for jer – og dermed for os. Tak også for jeres store engagement i vores kommune – ikke bare i dag. Og så er jeg jo stolt over at Lone og Jan engagerer sig sådan i vores dejlige Jammerbugt Kommune. Både her og længere nede i byen. Det viser jo at vi ER noget særligt – at vi har noget at byde på – og dermed at I har noget at byde på. Jeg synes jo netop at I har fundet ånden – synes i hvert fald at jeres kunst inspirerer og glæder os – og former os. 

Tak fordi I udstillere også her – alt i alt er I jo med til at fuldende vores besøg i parken. Livet skal ikke være kedeligt – men livet skal vedblive med at forme os – det bliver vi altid i Skulpturparken.

Så lad os tage imod alle de forskellige indtryk – nyde vores lille miniferie her i dag og tak for ordet.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER