Ny solcellepark i Fjerritslev i fuld drift

Vust Holme Solcellepark. Foto: HOFOR
Print Friendly, PDF & Email

Ny solcellepark i Fjerritslev i fuld drift

HOFOR har i samarbejde med GreenGo Energy opført Vust Holme Solcellepark i Fjerritslev, som nu forsyner 9000 husstande med grøn strøm, oplyser de i en pressemeddelelse og fortsætter:

Det er godt nyt for de danske strømforbrugere, at en ny solcellepark, der i det seneste år er blevet opført på Vust Holme ved Fjerritslev i Jammerbugt Kommune, nu kan levere en årlig produktion på 36 GWh svarende til 9000 husstandes forbrug af strøm. Solcelleparken ejes af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, som har opført parken i tæt samarbejde med projektudvikleren GreenGo Energy Group. Begge parter har lagt stor vægt på at tage hensyn til miljøet og lokalmiljøet i etableringen af solcelleparken.

Græs og vilde planter, der vokser mellem solpanelerne, styrker biodiversiteten sammen med beplantning langs kanterne, der vil hindre indkig. Foto: HOFOR.

Hensyn til miljø og lokalmiljø
“Solenergi indtager en stadig vigtigere rolle i HOFORs energiproduktion. Derfor investerer vi i at opføre solcelleparker rundt om i landet. Vi lægger stor vægt på, at vores projekter tager udprægede hensyn til både miljøet, lokalbefolkningen og biodiversiteten. Det har vi haft et godt samarbejde med GreenGo Energy og Jammerbugt Kommune om at sikre, og vi er meget glade for den positive modtagelse projektet har fået i lokalområdet”, siger projektchef Bo Fisker Pedersen fra HOFOR.

Solcelleparken bliver omkranset af træer og buske, der skal hindre indsyn og minimere den visuelle påvirkning af omgivelserne. Inde i parken vokser græs og vilde blomster under og mellem solpanelerne, hvilket er med til at styrke biodiversiteten. Plantevæksten på arealet vil blive holdt i ave af græssende får.

Godt for vandmiljøet

“Solcelleparken er opført på tidligere landbrugsjord, hvilket især er en god ting for vandmiljøet, fordi vi helt fjerner brugen af pesticider/gødning på et stort areal, aktuelt 47,8 hektar. Det mindsker risikoen for, at kvælstof og miljøfremmede stoffer kan ende i vandmiljøet”, tilføjer Bo Fisker Pedersen

I Jammerbugt Kommune er der også tilfredshed med den nye solcellepark:

“Vust Holme Solcellepark ligger fint i tråd med Jammerbugt Kommunes ambition om at være en aktiv medspiller i den grønne omstilling – en ambition som vi i mange år har arbejdet koncentreret på at realisere. Som kommune placerer vi os således allerede i top- 5 på landsplan med en produktion af grøn el fra sol og vind, der udgør det dobbelte af eget forbrug. Med ibrugtagningen af Vust Holme Solcellepark glæder vi os over at kunne lægge jord til endnu mere grøn strøm, der tilmed også gavner biodiversiteten og vandmiljøet i området”, siger borgmester i Jammerbugt Kommune Mogens Gade (V).

GreenGo Energy, der er specialiseret i projektudvikling, design og opførelse af solcelleparker, er også tilfredse med projektet

 “Vi er stolte af at have udviklet og færdiggjort Vust Holme Solcellepark i et godt samarbejde med Jammerbugt Kommune, naboerne og ikke mindst HOFOR. Vi værdsætter HOFOR som en kompetent og langsigtet samarbejdspartner og ikke mindst for deres ambitioner om at udbygge produktionen af solenergi som en del af fremtidens energimiks”, siger Karsten Nielsen, CEO i GreenGo Energy Group.

Fakta:

–  Solcelleparken er på 29 MWp og har en forventet årlig produktion på 36 GWh, svarende til at levere grøn strøm til 9.000 husstande.

–  Solcelleparken er udviklet og bygget af GreenGo Energy i samarbejde med bygherre og ejer HOFOR og leverandøren Chintech.

–  Parken i Fjerritslev er konstrueret med trackere, hvilket vil sige vandret bevægelige solpaneler, der følger solens gang hen over himlen, samt sensorer, der optimerer panelernes adfærd ved overskyede forhold, hvilket øger deres ydelse og levetid.

–  Byggeriet startede i 2022, og parken var fuldt operationel i sensommeren 2023

–  Parken er opført på 47, 8 hektar lejet, tidligere landbrugsjord

LÆS OGSÅ: Der er nu opført ca. 700 m gangbroer i mosen