ForsideBrovstNy roman-trilogi går tilbage til rødderne i Han Herred

Ny roman-trilogi går tilbage til rødderne i Han Herred

Ny roman-trilogi går tilbage til rødderne i Han Herred

Den kendte skrædderfamilie Anna og Frederik Jensen fra Aggersundvej 20 i Fjerritslev er hovedpersoner i en ny roman-trilogi, skrevet af forfatteren Kirsten Kjær, som er parrets barnebarn.

Første bind med titlen »I Våren« udkom på Forlaget Mellemgaard i 2024, og forfatteren har allerede lagt sidste hånd på bind 2, som snart går i trykken. Tidligere har hun udgivet bøgerne »Marias Perlekæde« og »Liv«.

Kirsten Kjær benytter sig af forskellige genrer i sit forfatterskab og understreger, at trilogien om bedsteforældrene fra Fjerritslev ikke skal opfattes som biografier, men skønlitterære romaner, hvor fiktionen fletter sig ind i slægtshistorien. Derfor er personnavnene ændret i forhold til virkeligheden, mens handlingen i store træk foregår i et autentisk miljø med de rigtige stednavne.

Anna og Frederik Jensen fotograferet til Fjerritslev Avis ved deres guldbryllup i 1960. Arkivbillede

»I Våren« er skrevet i dagbogsform, idet 17-årige Maria har fundet sig en god lytter, nemlig sin hemmelige dagbog. Til den kan hun uden filter betro sine inderste tanker fra en simpel lejlighed i Aarhus. 

Historien tager sin begyndelse i 1906. Maria bliver hurtig voksen, da hun har meget at ordne med en far, der drikker, foruden sygdom, mistrivsel, fattigdom og død. Hurtigt finder hun ud af, at sådan vil hun ikke leve sit liv, men vil noget større, noget smukkere.

Maria vil uddanne sig, digte, men også gerne stifte familie. Kan hun klare det hele, samtidig med at hendes ufikse halten gør det vanskeligt at finde en mand? Kan en kvinde klare det? Stædigt forfølger hun sine mål ud fra devisen om, at man kan, hvad man vil.

Farmor Anna Jensen (1889-1966) er model for den ukuelige Maria, som flytter fra Aarhus til Klim, hvormed et helt nyt kapitel i hendes liv tager sin begyndelse. Hun møder en ung skræddersvend, Knud, der er søn af en hestehandler fra Manstrup og nu har etableret sig som selvstændig i Vester Thorup. Men hun er fast besluttet på, at hun fortsat vil kæmpe for både selvstændighed og ligeværd i ægteskabet.

Virkelighedens Knud er forfatterens farfar, Frederik Jensen (1886-1971), hvis far var hestehandler P. Chr. Jensen, og selv blev han udlært hos skrædder Guldhammer i Øsløs. Anna og Frederik blev gift i 1910, og forretningen i Vester Thorup blev etableret året efter. I 1922 flyttede parret til Aggersundvej 20 i Fjerritslev, hvor Frederik Jensen fik en blomstrende virksomhed og gennem årene uddannede 40 svende, som for manges vedkommende nedsatte sig med eget skrædderværksted efterfølgende.

Anna skabte et smukt og udadvendt hjem. Hun engagerede sig blandt meget andet i Fjerritslev Husmoderforening og fik her lejlighed til at vise sine digteriske evner med morsomme lejlighedssange. Desuden var begge ægtefæller aktive badmintonspillere.

Parret fik datteren Lydia, som blev gift med maler Viggo Hyldahl, sønnen Vagner, som fra 1955 videreførte faderens skrædderforretning og senere drev renseri og grillbar i Søndergade 5 sammen med hustruen, Grethe. Mellem de to fik de sønnen Børge, som fra 1949 fik ansættelse som adjunkt på Vestjysk Gymnasium i Tarm. Børge Jensen, der blev 101 år og døde i 2018, var Kirsten Kjærs far.

Forretningen og hjemmet på Aggersundvej 20 i Fjerritslev blev omdrejningspunkt for et virksomt og udadvendt liv for skrædderfamilien. Arkivbillede
Et kendt og agtet skrædderpar på fortrappen til Aggersundvej 20. Arkivbillede

Mon ikke forfatteren, der er cand.mag. i dansk og religion fra Aarhus Universitet, gennem sit litterære virke spejler sig i hovedpersonen Maria – altså farmor Anna?

Kirsten Kjær fortæller, at bind 2 vil bestå af en lang række breve fra Maria:

– Jeg har været godt hjulpet via bevarede gulnede breve og fotos, samt hvad jeg har hørt min far fortælle om sin opvækst i Vester Thorup og Fjerritslev. Der har også været god hjælp at hente via Lokalhistorisk Arkiv i Fjerritslev.

– Ganske vist låner jeg min farmors data, men ikke hendes identitet. Jeg forsøger at give et billede af, hvordan et liv kunne forme sig for en kvinde født i 1889 set i en samfundshistorisk kontekst.

– Jeg har mine rødder i Han Herred og har opholdt mig meget dér i vores sommerhus og utallige besøg ved min farmor og farfar samt tanter, onkler, fætre og kusiner. Jeg er meget betaget af den nordjyske natur og beskriver i bøgerne de kendte steder ved strand og skov. Det har været en spændende opgave at beskrive naturen historisk tilbage i den tid, hvor klitplantagerne var i deres vorden, og hvor sand og vind blæste om ørerne på én.

– Den befolkning, der dengang som nu lever i det nordjyske, har en finurlig ironi – til tider udi det barske og sorte – måske opstået i en egn, hvor havet tog mange mennesker i stormene, og hvor man efter sigende plyndrede skibene, der drev i land efter de mange dødelige katastrofer. Måske gjorde man det af bitter nød, heraf navnet Jammerbugten?

Kirsten Kjær, der er født 1954 og efter sin vestjyske opvækst nu bor på Djursland, glæder sig over, at »I Våren« har fået fine anmeldelser. Den kan lånes på bibliotekerne, ligesom den kan bestilles via boghandlerne.

Billede: Kirsten Kjær, I våren (forside)
Foto: Kirsten Kjær, forfatter

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER