Ny lokalplan for vindmøller ved Thorup-Sletten godkendt
I 2018 vedtog Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune en lokalplan for vindmøller ved Thorup-Sletten. Møllerne har været i drift siden 2020. Jammerbugt Kommune blev imidlertid i 2021, af Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet, gjort opmærksom på, at der ikke var foretaget tilstrækkelig konsekvensvurdering i forhold til en række fuglearter.
Derfor gik kommunen i gang med dette arbejde for at sikre, at vindmøllerne er opstillet lovligt. Arbejdet er nu færdigt, og Kommunalbestyrelsen har godkendt den endelige lokalplan for vindmølleområdet.
Lokalplan og vurdering af miljøpåvirkning opdateret med ny viden og data
Samlet set viser den opdaterede konsekvensvurdering, at vindmølleprojektet ikke medfører skade på arter og naturtyper eller yngle- og rasteområder for strengt beskyttede arter. Det er dog blevet besluttet at indføre stop fra solnedgang til solopgang i perioden 15. juli-15. oktober på fire af de ni møller, som står i Jammerbugt Kommune, for at beskytte flagermus.
Derudover er skyggekast fra møllerne, montering af flagermusstoppet, fjernelse efter endt drift og krav om støjmåling/-beregning blevet belyst.
Supplerende beskrivelser som følge af offentlig høring
Lokalplanen og vurderingen af miljøpåvirkning har været i offentlig høring, og høringssvarene har bl.a. givet anledning til at præcisere i lokalplanen, at der ikke kan opstilles yderligere vindmøller i området omkring Aggersborg. Desuden er der foretaget supplerende vurdering af beskyttede arter, herunder spidssnudet frø.