48-årige Thomas
Larsen, der i dag er ledende overlæge på Afdeling for Gynækologi, Graviditet og
Fødsel på Aalborg Universitetshospital, bliver ny lægefaglig direktør for
Regionshospital Nordjylland….
.
Af Klaus Hansen
Det lægefaglige ansvar for Regionshospital Nordjylland kommer fremover til at
ligge i kyndige og kompetente hænder hos Thomas Larsen. Han kommer fra en
stilling som ledende overlæge på Gynækologisk Obstetrisk afdeling, Aalborg
Universitetshospital og har de seneste år fungeret som formand for Dansk
Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
For Thomas Larsen var beslutningen om at søge stillingen som lægefaglig
direktør ikke svær:
– Det er en meget spændende udfordring, hvor jeg sammen med den øvrige
direktion bl.a. kommer til at stå i spidsen for Regionshospitalets udvikling af
det udadvendte hospital. En opgave, hvor vi sammen med patienter, pårørende, praksis
og kommuner skal styrke det samlede patientforløb og udvikle kvaliteten og
værdien af behandlingen for den enkelte. Det er nødvendigt, fordi
sundhedsvæsenet de kommende år står med et øget antal patienter og samtidig
skal optimere brugen af ressourcer. Jeg er overbevist om, at det er en opgave,
vi kan løse, når vi løfter i flok, og Regionshospital Nordjylland har en
størrelse, hvor det er muligt at gøre det effektivt og overskueligt, siger den
kommende lægefaglige direktør Thomas Larsen.
Han tiltræder 1. marts jobbet, hvor han som del af Hospitalsledelsen skal lede
og udvikle Regionshospital Nordjyllands fire matrikler i Hjørring,
Frederikshavn, Brønderslev og Skagen med de ca. 1800 medarbejdere.
– Jeg ser frem til at møde medarbejderne og glæder mig til samarbejdet både
internt på hospitalet og med den øvrige region. Jeg lover, at mine batterier er
fyldt med energi, lyder det fra Thomas Larsen.
Visioner for det nordjyske sundhedsvæsen
Hospitalsdirektør Henrik Larsen er overbevist om, at Thomas Larsen er den rette
mand til posten.
– Det var en svær, men spændende proces at vælge blandt de meget kvalificerede
ansøgere, men et enigt ansættelsesudvalg valgte at pege på Thomas Larsen. Vi
har lagt vægt på at få en profil, der kan være med til at profilere hospitalet
de kommende år, men som også har en betydelig indsigt i drift. Thomas har
dertil nogle spændende visioner til hvordan vi skal udvikle ikke bare
Regionshospital Nordjylland, men det samlede nordjyske sundhedsvæsen, så vi
glæder os til samarbejdet, siger hospitalsdirektør Henrik Larsen.
Thomas Larsen vil sammen med hospitalsdirektør Henrik Larsen og plejefaglig
direktør Charlotte Fuglesang udgøre hospitalets ledelse.
Hovedtræk om Thomas Larsen
2013 Ledende Overlæge Afdelingen for Gynækologi, Graviditet og Fødsel Aalborg
Universitetshospital.
2009 Overlæge gynækologisk afd. Aalborg Sygehus Nord.
2008 Afdelingslæge gynækologisk afd. Skejby Sygehus.
2007 Speciallægeanerkendelse i gynækologi og obstetrik.
1999 Cand. Med. Aarhus Universitet
2016-2018 Formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG)
2011- 2013 MPA, Master of Public Administration, Aalborg Universitet. Afsluttet
januar 2013 med speciale omhandlende ledelsesreformer i hospitalsvæsenet,
herunder dilemmaet mellem organisatorisk fornyelse og fagprofessionelles normer
samt institutionelt inerti.
Bosat i Risskov ved Århus sammen med Pernille, der er professor i gynækologi.
Sammen har de fire børn.