Ny direktør skal stå i spidsen for VisitNordvestkystens næste udviklingsfase
Bestyrelsen for VisitNordvestkysten har ansat Rasmus Friis Sørensen som ny direktør for destinationsselskabet. Han kommer fra en stilling som direktør for Destination Limfjorden og tiltræder den 1. december 2026.
VisitNordvestkysten skaber rammerne for bæredygtig vækst i turismen på tværs af Nordvestkystens fem kommuner. Gennem markedsføring, destinations- og forretningsudvikling, anvendelse af data samt stærke partnerskaber med kommuner og erhverv styrkes nordvestkystens attraktivitet og konkurrencekraft som en af Danmarks førende kyst- og naturdestinationer.
Bestyrelsesformand og borgmester i Hjørring Kommune Søren Smalbro glæder sig over ansættelsen:
– Vi er meget glade for at kunne byde Rasmus Friis Sørensen velkommen som ny direktør for VisitNordvestkysten. Han kommer med stor viden indenfor turismeområdet og vi er overbeviste om, at han kan bygge videre på de flotte resultater fra de seneste år og sætte retning for den næste fase i destinationens udvikling. På vegne af de fem ejerkommuner ser jeg frem til et tæt samarbejde om at styrke turismen, skabe vækst og gøre nordvestkysten endnu mere attraktivt at besøge, investere og leve i.
Som direktør får Rasmus Friis Sørensen blandt andet ansvar for at videreudvikle destinationens stærke position inden for kyst- og naturturisme og styrke samarbejdet med turismeerhvervet. Han skal desuden drive arbejdet med bæredygtighed, en længere turismesæson, datadrevet destinationsudvikling, international markedsføring og attraktive oplevelser for både gæster og lokale.
Rasmus Friis Sørensen ser frem til arbejdet med turismen langs den nordlige vestkyst:
– Turismen er et vigtigt erhverv for Danmark – og ikke mindst for denne del af landet. Derfor er jeg både stolt og glad for muligheden for at bringe mine kompetencer i spil og bidrage til den fortsatte udvikling af området og turismeerhvervet langs nordvestkysten. Når man brænder for turisme og lokal udvikling, findes der næppe en mere spændende geografi end strækningen fra Tversted i nord til Vedersø i syd. Her møder man stærke brands og virksomheder, engagerede kommuner og en helt særlig identitet.



