Ny cheftræner til Jetsmark IF
Allan Kjeldsen vender tilbage til Jetsmark IF – og bliver ny cheftræner for klubbens førstehold i Jyllandsserien de næste 2 sæsoner.
Allan spillede divisionsfodbold i Jetsmark fra 2003 til 2004.
Allan har efterfølgende været cheftræner med stor succes for Birkelse IF (5 år), Nørresundby FB (6 år) og senest Brønderslev IF i den netop overståede sæson.
– Jeg ser et meget spændende projekt i Jetsmark i de kommende sæsoner, hvor klubbens ambition er at spille sig op i Danmarksserien, fortæller Allan Kjeldsen.
– Vi er i klubben meget begejstret for at kunne tiltrække en trænerkapacitet som Allan. Allan er klart en træner fra øverste hylde i det nordjyske fodboldmiljø og udover at være en utrolig dygtig faglig træner – er han også en meget dygtig træner ud i at skabe et supergodt socialt miljø og liv i truppen og i klubben generelt, fortæller Bøje Holmsgaard Lundtoft på bestyrelsens vegne og fortsætter:
– Allan bydes hjerteligt velkommen tilbage i den grønne trøje – og såvel Allan som klubben ser frem til det kommende forår.