Ny Café åbner på Attrup Havn skærtorsdag under nye forpagtere
Attrup Havn ser ud til at få ny energi og gastronomisk liv, når den erfarne restauratør Frank Møldrup og hans pap-datter Kristine Nygaard åbner dørene til Attrup Havne Café denne skærtorsdag kl. 12.00.
Frank Møldrup bringer med sig adskillige års erfaring fra restaurationsbranchen og vil være primus motor bag den nye restaurant på Attrup Havn. “Jeg vil med mit store gåpåmod og erfaringer forsøge at skabe en levevej her på Attrup Havn,” siger Frank Møldrup, der i øjeblikket bor i Struer, men planlægger at flytte til Brovst til sommer, når restauranten begynder at holde åbent hver dag og hans nuværende job afsluttes.
Med på holdet er også Kristine Nygaard, hans pap-datter fra Fjerritslev, som er i gang med sin uddannelse til Social- og Sundhedsassistent. Hun forventes at være færdig med sin uddannelse i uge 24, og allerede ugen efter åbner det nye spisested dørene til daglig sommeråbning.
“Attrup Havn er et fantastisk sted, og vi fandt forbindelsen med det samme, vi hørte, at der blev søgt efter en ny forpagter,” udtaler Frank Møldrup og Kristine Nygaard enstemmigt og kigger rundt i det store lokale, der ligenu er igang med at blive istandsat.
Menukortet vil byde på klassikere som stjerneskud, wienerschnitzel og pindebøf, og med 50 siddepladser indendørs og lige så mange udendørs på dage, hvor vejret tillader det, ser det ud til at blive en perfekt destination for lokale og besøgende i især sommermånederne.
“Vi har mange spændende ideer til efter sommerferien, men lige nu bruger vi al vores energi på at gøre stedet klar til åbningsdagen,” afslutter Frank Møldrup.
Så hvis du er på udkig efter en ny, skøn caféoplevelse, så er Attrup Havne Café stedet at besøge fra skærtorsdag og frem.