Ny bog skrevet af elever på Fjerritslev skole – Tanker i en coronatid

Foto: Privat
Print Friendly, PDF & Email

”Nu går jeg i skole hjemmefra, og selvom det før corona lød som en god ting at kunne gå i skole hjemmefra, kan jeg nu sige, at det ikke er så henrivende, som jeg havde håbet”. Sådan skriver en af eleverne på 10. årgang på Fjerritslev Skole i den ny bog om den periode, hvor alle landets skoleelever var henvist til fjernundervisning på grund af coronakrisen.

Eleverne på 6. – 10. årgang på Fjerritslev Skole har reflekteret over coronakrisen og nedfældet deres tanker i essayistisk format. Elevernes oplevelser er blevet til bogen TANKER – i en coronatid. Bogen er fyldt med gribende beskrivelser af hverdagen for eleverne i en periode, de aldrig kommer til at glemme – på godt og ondt.


Skoleleder Pernille Hovaldt er stolt over elevernes bidrag, og hun er glad for, at det er blevet til en fysisk bog.

”Det er vigtigt, at eleverne oplever, at vi reelt er interesserede i deres tanker og følelser, at de opgaver, de får er væsentlige, og at de også selv er stolte af det, de laver”, fortæller Pernille Hovaldt.

Konstitueret chef for Skole og Dagtilbud, Helle Nørgaard Pedersen, er enig i, at bogen er en unik beskrivelse af de unges oplevelser under coronakrisen, som fortjener at blive taget seriøst. Hun understreger samtidigt, at det nu er en fælles opgave at bygge videre på elevernes erfaringer og tage ved lære af dem.

”Eleverne på Fjerritslev Skole står ikke alene med deres oplevelser af coronakrisen, og deres tanker er både nærværende og relevante for vores måde at lave skole på. Det er vores fornemste pligt at sørge for, at eleverne og deres erfaringer fra coronakrisen bliver inddraget, når vi fremadrettet diskuterer udviklingen af vores skoler i Jammerbugt Kommune”, siger Helle Nørgaard Pedersen.