ForsideJammerbugtNy aftale om boligskat sikrer skattelettelser og tilbagebetaling: Det betyder det for...

Ny aftale om boligskat sikrer skattelettelser og tilbagebetaling: Det betyder det for boligejerne i Jammerbugten

Et bredt flertal i folketinget er enige om at lette ejendomsværdiskatten allerede i 2021 og lade grundskylden stige mindre end ellers forudsat fra 2021 til 2024.

Aftalen kommer efter, at regeringens eftersyn af skattevæsenets it-problemer i efteråret 2019 viste, at det var nødvendigt at udskyde implementeringen af de nye boligskatteregler med tre år.


”Regeringen ønsker tryghed for boligejerne og ro om boligskatterne. Derfor har vi været fast besluttede på, at selv om vi er nødt til at udskyde de nye boligskatteregler fra 2021 til 2024, må det ikke få den konsekvens, at boligskatterne stiger. Jeg er derfor rigtigt glad for, at vi nu har et bredt flertal, der bakker op om, at der skal være ro om boligskatterne og tryghed for boligejerne i årene, der kommer,” siger skatteminister Morten Bødskov i en pressemeddelelse.

Det betyder den nye aftale:
– Ejendomsværdiskatten lempes med ca. 3 mia. kr. i 2021-2023.

– Boligskatterne lempes varigt med ca. 0,6 mia. kr. før tilbageløb, set i forhold til hvis boligskatteomlægningen ville være blevet gennemført i 2021.

– Grundskylden kan højst stige med 2,8 pct. årligt i 2022-2024.

– Den obligatoriske indefrysningsordning for grundskyld gøres frivillig. Det betyder, at man kan vælge at betale den indefrosne grundskyld fra 2021. Hvis man vælger at fastholde indefrysningen, vil det stadig være rentefrit.

– De kommunale grundskyldspromiller kan ikke sættes op i 2021-2028.

– De kommunale dækningsafgiftssatser kan ikke sættes op i 2021-2028.

– Der afsættes 100 mio. kr. til forbedringer af vilkår for pensionister, der bor i ejerbolig eller lejebolig.

– Tilbagebetaling til de boligejere, der har bebetalt boligskat af for høje vurderinger i 2011-2020. Aktuelt forventes i alt ca. 13 mia. kr. tilbagebetalt.


Stor skattelettelse i Jammerbugten
På landsplan lettes ejendomsværdiskatten med godt 1 mia. kr. med virkning fra 2021. Sammen med boligskatteforliget vil boligskatten for ejerboliger i 2024 blive reduceret med i gennemsnit ca. 20 procent, sammenlignet med hvis de nuværende skatteregler var blevet videreført.

På kortet nedenfor kan man se, hvor stor en skattelettelse boligejerne kan se frem til i de enkelte nordjyske kommuner.

Gennemsnitlig skattelettelse for nuværende boligejere ved overgang til nyt boligbeskatningssystem i 2024 – set i forhold til skatteregler, der gjaldt ved boligskatteforliget. Kilde: Skatteministeriet.

Som det kan ses på figuren kan boligejerne i Jammerbugt Kommune se frem til en lettelse af boligskatten på mindst 30 procent.

Milliarder tilbagebetales
De boligejere, der har betalt for meget i skat i perioden 2011-2020, får pengene tilbage med rente. Det skønnes foreløbigt, at der skal tilbagebetales ca. 13. mia. kr. skattefrit inkl. rente til boligejerne. Det er i høj grad boligejere uden for de større byområder, der får penge tilbage.

I Jammerbugt Kommune lyder den gennemsnitlige tilbagebetaling af skat for nuværende ejerboliger på 7.500 kroner.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER