Hjerteforeningen ønsker at hjælpe borgere med hjertesygdom med livslang rehabilitering, og det sker bedst i lokalområdet, hvor borgeren bor. Det er værdifuldt, at Hjerteforeningens frivillige organiserer Hjertemotion lokalt, fordi der – ud over selve træningen – også er fokus på socialt samvær, netværksdannelse, faglige input og mental sundhed.
Hjertemotion har til formål at støtte borgere med hjertesygdom til et aktivt hverdagsliv med motion og hjertesunde vaner. Det gælder både dem, der for nylig har afsluttet et rehabiliteringsforløb på sygehus eller i kommune, og dem, der efter en inaktiv periode ønsker støtte og inspiration til at komme i gang med motion.
Hjertemotion løber som udgangspunkt i 32 uger pr. år, og deltagerne mødes til en times motion om ugen efterfulgt af en halv times socialt samvær. Træningen varetages af en dygtig fysioterapeut der skaber trygge rammer for deltagerne, og kan give gode råd og vejledning.
Her kan man være med
Hjertemotion starter i Brovst den 12. maj 2021 og der er træning om onsdagen fra kl. 11 til 12 efterfulgt af 30 minutters socialt samvær. Holdet træner til og med uge 26. Det koster 265 kr. for 8 gange. Tilmeld dig her: https://kurser.hjertemotion.dk/kurser_tilmeld.aspx?id=77