Nu rykker forskerne ud til dig – Bestil en forsker

Foto: Pressefoto, Forskningens Døgn
Print Friendly, PDF & Email

Nu rykker forskerne ud til dig

Bestil et foredrag, uanset hvem du er, hvor du er, eller hvad din interesse er. Under Forskningens Døgn i april rykker flere hundrede forskere ud for at holde gratis foredrag for nysgerrige og videbegærlige borgere. I Nordjylland kan du vælge imellem 91 foredrag.

Drømmer du om at få mere viden om sorte huller, klimaforandringer, ørredens stofskifte eller noget helt fjerde? Så er der netop åbnet en unik mulighed for at få en af landets skarpeste hjerner på sit felt til at forklare, formidle og måske forandre den måde, du, dine venner eller kollegaer opfatter verden på. 

’Bestil en Forsker’ er en populær ordning under den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn, som foregår hvert år i slutningen af april i uge 17. I år er ingen undtagelse. 

I alt 259 forskere, primært fra de danske universiteter, forlader deres vante hjemmebane og står i festivalugen klar til at rykke ud med de nyeste forskningsresultater og den mest spændende viden. 

I Region Nordjylland møder 91 forskere gerne op fysisk for at holde deres foredrag. Hvis du hellere vil lytte til dit foredrag online, kan du vælge imellem 123 forskere.

Passende rammer påkrævet

Alle kan bestille en forsker til at holde et foredrag, det er gratis og varer 30-90 minutter. Det er dog en betingelse, at man kan stille med et lyttende publikum på mindst 20 personer, og at man kan tilbyde passende rammer for forsker og publikum. 

For forskerne selv er den populære ordning en unik mulighed for at få sit forskningsfelt ud alle steder i samfundet, uanset om forskeren er ekspert i spædbørns hukommelse eller jalousi i det gamle Grækenland. 

LÆS OGSÅ: Galerie Wolfsen koncentrerer ressourcer i Aalborg med ny forretning – og lukker snart pop-up i Blokhus

Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund siger:

”Forskning er afgørende for at forstå vores fortid og samtid og bidrager til at skabe innovative løsninger for fremtiden. Jeg er derfor glad for, at vi igen i år giver danskerne mulighed for at få stillet nysgerrigheden inden for eksempelvis klimaforandringer, sundhed eller biodiversitetskrisen. Der hersker mange holdninger til, hvordan verden hænger sammen, og derfor er forskning og viden vigtigere end nogensinde før. Danskerne kan med Bestil en Forsker få meget mere viden om det samfund, vi lever i, nu og i fremtiden.”

Du kan bestille foredrag fra mandag d. 20. februar til mandag d. 27. marts.

Se de forskellige foredrag her: Bestil en forsker

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn