Nordjyske trafikproblemer omkring Limfjorden skal løses hurtigt!

Rasmus Prehn
Rasmus Prehn (S)
Print Friendly, PDF & Email

Nordjyske trafikproblemer omkring Limfjorden skal løses hurtigt!

Af Rasmus Prehn, fødevareminister og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, valgt og opstillet i Hjørring Kredsen

Nordjylland er dybt afhængig af ordentlig infrastruktur. Især Vendsyssel er hårdt ramt af trængsel i Limfjordstunnelen. Virksomheder overvejer at flytte syd for fjorden for bedre at kunne komme ud med deres produkter og/eller tiltrække arbejdskraft.

Færgerederierne er også dybt bekymrede over trængslen og forsinkelserne på vejen, og man kan frygte, at de vælger at flytte til en havn syd på, hvor passagerne ikke skal døje med kø ved limfjordstunnelen.

Også kommunerne nordenfjords oplever, at det kan være svært at tiltrække arbejdskraft, fordi folk ikke vil sidde i kø til og fra arbejde. Og så er der alle borgene, der dagligt river sig i håret over trængsel og kødannelse. Det duer slet ikke, som det er nu. Noget skal ske!

Nordjylland er dybt, dybt afhængig af en løsning på den limfjordskrydsende trafik. Derfor er jeg glad og stolt over, at vi har indgået en bred infrastrukturaftale, der bl.a. sikrer penge til en ny limfjordsforbindelse.

Det er afgørende vigtigt, at vi holder fast i denne aftale og fører den ud i livet som aftalt. Forleden blev jeg hængt op på et synspunkt, jeg ikke havde. Efter Valgtræffet på Idrætscenter Vendsyssel lød spørgsmålet, om ikke vi burde udskyde visse infrastrukturprojekter for at få råd til den verserende krise.

At udskyde den nye limfjordsforbindelse med hele 20 år blev endda foreslået.

Jeg gav udtryk for, at jeg ville have en løsning på limfjordsforbindelsen hurtigst muligt. I en mere reflekterende og causerende sætning fik jeg for at få alle nuancer med sagt, at det måske kan tænkes at “lette lidt på speederen” i forhold til infrastruktur for at prioritere krisehåndteringen og nye energiinitiativer.

Det er blevet skamfortolket, som om jeg vil udsætte den nye limfjordsforbindelse. Det vil jeg naturligvis ikke. Vi skal have en løsning hurtigst muligt. Hvor er det dog ærgerligt, trist og træls, at man ikke kan udtrykke sig nuanceret og med balancer, uden at man skal skamfortolkes og hænges ud for noget, man ikke mener

1 KOMMENTAR

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn