Navneændring og store ambitioner: Fårup Sommerland opfører 12 nye glamping-telte og giver campingplads markant makeover

Foto: Fårup Sommerland
Print Friendly, PDF & Email

Navneændring og store ambitioner: Fårup Sommerland opfører 12 nye glamping-telte og giver campingplads markant makeover

Fårup Camping, som Fårup Sommerland overtog forud for sidste sæson, skifter navn og vil frem mod 2024-sæsonen gennemgå en markant opgradering og udvidelse. Således vil pladsen fremover hedde Skovbrynet og blandt andet blive udvidet med 12 nye og eksklusive glamping-telte med eget køkken og bad samt et særskilt personaleområde til Fårup Sommerlands mange sæsonansatte. Med de store ændringer skal pladsen gradvist blive en mere integreret og genkendelig del af Fårup Sommerland-oplevelsen.

Med udsigt til mark og skove og suset fra forlystelserne i baggrunden kan besøgende i Fårup Sommerland fra den kommende sæson overnatte i helt nye glamping-telte opført i bedste outdoor-stil på Fårup Camping. Fårup Sommerland opfører således hele 12 nye såkaldte glamping-telte, et stort og luksuriøst telt med blandt andet eget køkken, bad, rigtige senge til 6 personer og privat terrasse.

Opførelsen af de nye telte sker som led i en større makeover og opgradering af faciliteterne på Fårup Sommerlands campingplads, der samtidig skifter navn til Skovbrynet frem mod den nye sæson.

Foto: Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland
Foto: Fårup Sommerland

– Vi glæder os til at kunne byde vores gæster velkommen i de nye glamping-telte hos Skovbrynet. Jeg er sikker på, at gæsterne vil få sig en fantastisk oplevelse, når de overnatter i de naturskønne omgivelser, men med samme komfort som et hotelværelse. Teltene bliver opført i ægte Fårup-stil med en indretning inspireret af skoven og naturen, og samtidig har man netop skoven og markerne lige uden for døren, som man kan nyde fra sin private veranda kun få hundrede meter fra forlystelsesparken, siger Niels Jørgen Jensen, adm. direktør i Fårup Sommerland.

Fårup Sommerland overtog nøglerne til Skovbrynet, der ligger kun 500 meter fra forlystelsesparken, forud for sidste sæson. Siden er der blevet lagt store planer for campingpladsen.

Udover opførelsen af de 12 nye glamping-telte har Fårup Sommerland også udvidet arealet på campingpladsen markant, renoveret de eksisterende hytter og tilføjet en ny, stor ferielejlighed. Desuden har Fårup Sommerland investeret i et generelt løft af hele infrastrukturen på pladsen, herunder moderne wi-fi, elinstallationer og kloakering, så rammerne på campingpladsen på sigt kan leve op til Fårup Sommerlands høje kvalitet. Samtidig etablerer Fårup Sommerland også et særskilt personaleområde på pladsen til sine mange sæsonansatte medarbejdere.

– Det har hele tiden været en del af planen for vores overtagelse, at vi skulle bruge den første sæson på at lære og herfra lægge strategien for campingpladsen, så den bliver en integreret del af Fårup Sommerland-brandet. Vi tør godt sige, at vi har store ambitioner for Skovbrynet, som vi generelt ønsker at løfte til et nyt niveau med en række moderne og nytænkende tiltag. Herudover etablerer vi også et særskilt område for vores sæsonansatte på pladsens arealer, hvilket skal gøre det endnu lettere at være ansat i Fårup og forhåbentligt samtidig bidrage til det stærke fællesskab mellem vores ansatte, forklarer Niels Jørgen Jensen.

Med de nye telte og den nye lejlighed på campingpladsen udvider Fårup Sommerland samtidig endnu en gang den samlede overnatningskapacitet i forbindelse med forlystelsesparken, og Fårup kan nu tilbyde overnatning på både 4-stjernet hotel, i trætophytter, glamping-telte, lejligheder og klassiske campinghytter. Derudover kan gæster naturligvis også overnatte i egen campingvogn, autocamper eller telt på campingpladsen Skovbrynet.

– Vi favner nu utroligt bredt med overnatningsfaciliteter i stort set alle prisklasser, og vi er derfor glade for at kunne huse endnu flere af vores gæster. Samtidig oplever vi helt generelt, at et stigende antal gæster ønsker at gøre besøget i Fårup Sommerland til et ophold med en eller flere overnatninger, og uanset om man søger en helt billig overnatning i form af en teltplads på campingpladsen eller en overnatning i en af vores mere eksklusive trætophytter, så er der noget for enhver gæst, lyder det fraNiels Jørgen Jensen.

Det er allerede nu muligt at booke Fårup Sommerlands nye glamping-telte, der koster fra 999 kroner for en overnatning i telte med plads til 4 eller 6 personer.

Campingpladsen Skovbrynet åbner samtidig med, at Fårup Sommerland slår dørene op til 2024-sæsonen fredag d. 26. april.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn