Nattelivszone i Aalborg forlænges

Politigården i Aalborg. Foto: Nordjyllands Politi.
Print Friendly, PDF & Email

Nattelivszone i Aalborg forlænges

Nordjyllands Politi forlænger nattelivszonen i Aalborg midtby, så denne nu gælder frem til og med den 3. november 2025.

Nattelivszonen i Aalborg midtby blev etableret i november 2021 og bliver nu forlænget, så denne gælder frem til og med den 3. november 2025.

Politiinspektør Claus Danø fra Nordjyllands Politi begrunder beslutningen således:

”Nordjyllands Politi har besluttet at forlænge nattelivszonen i foreløbig to år, da den har vist sig at være et godt værktøj til at øge trygheden for både nattelivsgæster og beboere i området. Zonen giver os mulighed for at bortvise personer, der har fået et nattelivsforbud i forbindelse med en dom for eksempelvis vold eller andre forseelser i relation til nattelivet.”

Selve placeringen af nattelivszonen ændres der ikke ved, da den nuværende stadig dækker den mest aktive del af nattelivet. 

Nordjyllands Politi arbejder tæt sammen med Aalborg Kommune og en række andre aktører om et trygt og sikkert natteliv. Her er regelmæssig tilstedeværelse – både uniformeret og i civil – en del af løsningen sammen med politiets tryghedsskabende tv-overvågning af Aalborg midtby.

Se nattelivszonen i Aalborg 

Fakta om nattelivszoner

Siden den 1. juli 2021 har det været muligt at forbyde personer, der er dømt for visse former for kriminalitet fx vold i nattelivet, at færdes og tage ophold på serveringssteder, der serverer stærk alkohol, over hele landet samt i definerede nattelivszoner i tidsrummet 24.00-05.00. 

En person kan idømmes et nattelivsforbud efter straffelovens § 79 c ved:

  • Overtrædelser af straffeloven vedr. personfarlig kriminalitet og hærværk
  • Overtrædelser af lov om knive og blankvåben 
  • Overtrædelser af lov om våben og eksplosivstoffer 

Bryder den dømte forbuddet, er der i førstegangstilfælde udsigt til en bøde på 10.000 kr. Ved gentagelse vil straffen som udgangspunkt være fængsel i 30 dage. 

Ud over muligheden for at idømme personer, der har begået kriminalitet som fx vold i nattelivet, et forbud, har politiet pr. 1. juli 2022 også fået mulighed for at give et påbud til personer, der i nattelivet skaber utryghed. Med et påbud bliver de personer bedt om at forlade en eller flere nattelivszoner frem til kl. 05 den følgende morgen.

LÆS OGSÅ: Brand i Pandrup

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn