Af Morten Klessen
Det er ved at være tid for de årlige budgetseminarer i kommunerne. Jeg kan tydelig huske, hvordan jeg med stor ængstelighed og hjertet i halsen gik til de årlige budgetmøder. Sådan var det hvert år i de 16 år, jeg var med til at lave budget. Altid stor usikkerhed om næste års økonomiske rammer. Og aldrig et år uden nedskæringer.
De store områder som børn, unge og ældre står for skud. De dyre specialiserede områder skal trimmes og tilbuddene ændres. Hvert år sidder ansatte, forældre og hele landsbysamfund holder vejret og venter på resultatet af budgetforhandlingerne. For det kan have kæmpe betydning for arbejdspladsen, for ens barn eller by.
Lige nu sidder de nordjyske folkevalgte byrådsmedlemmer med budgettallene, og de har det sikkert som Benny Andersen beskriver det. – “Jeg blir tom i hjernen, træt og tung i sjæl og krop (…) Og jeg fægter med min sparekniv. Men den skraber bare hult i sparegrisen.”
For de lokale folkevalgte er det hjerteblod som skæres væk. Områder de er gået ind i politik for at styrke, står for skud. De rutinerede politikere bliver mere hårdhudede med tiden, imens nyvalgte forlader møderne med tomme blikke og tårer i øjenkrogen.
Christiansborg skal turde slippe kommunerne mere fri og have tillid til det kommunale selvstyre. Kommunalreformen har ikke hjulpet meget på den del. Politikerne er blot kommet lidt længere væk fra borgerne i de nu større kommuner og langt fra alle landsbysamfund har en lokal folkevalgt. Der var tabere og vindere i udligningsreformen og den har ikke fjernet besparelsesspøgelset i kommunerne.
Hvis borgerne for alvor skal kunne have tillid til den nære velfærd og de lokale folkevalgte, så skal beslutningerne træffes tættere på borgerne og gives det nødvendige økonomiske råderum. Det går ofte galt, når Christiansborg skal kloge sig på kommunerne. For i virkeligheden er virkeligheden anderledes.
