Hedebølge skaber travlhed på de danske strande – pas på voldsomt vejr i løbet af ugen

Foto: Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning
Print Friendly, PDF & Email


Hedebølge skaber travlhed på de danske strande
Det er varmt i hele landet, og det trækker folk til strandene for at blive kølet af i bølgerne. Livredderne melder om en usædvanlig travl uge i sidste uge, hvor mange fandt vej til stranden, selvom sommerferien for de flestes vedkommende er forbi. Denne uge byder på høje temperaturer, men også voldsomt vejr, så livredderne opfordrer til at holde øje med vejrudsigten.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning havde travlt i sidste uge – mere travlt end normalt på dette tidspunkt, hvor skolernes sommerferie er slut, og mange er tilbage på arbejdet. Livredderne forventer også travlhed i de kommende dage, hvor hedebølgen fortsat har sit tag i Danmark, men meteorologerne forudser samtidig tordenbyger, og det får livredderne til at komme med en advarsel:

– Hedebølgen har fået mange til strandene, og det forventer vi fortsætter resten af denne uge. Der er dog udsigt til voldsomt vejr bl.a. med skybrud nogle steder i landet. Det er ikke farligt at bade i skybrud, men hører du tordenbulder, når du er i vandet, bør du straks søge op på land og allerhelst indendørs. Bliver du ramt af et lyn, eller slår lynet ned tæt på dig, kan du blive slået bevidstløs, og så er det en meget farlig situation at opholde sig i vand, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Trods mange badegæster på strandene i den forgangne uge var der ingen aktioner med personer i livsfare, og det glæder TrygFonden Kystlivredning.

– Selvom vi har haft rigtig mange folk på strandene, har vi undgået livsfarlige situationer, og det er vi glade for. Vi vil helst bruge tiden på strandene til at tale med børn og voksne om badesikkerhed og forebygge ulykkerne ved fx at fortælle folk om revlehuller eller bede dem om at lade oppustelige badedyr blive på stranden i fralandsvind, siger René Højer, projektchef i TrygFonden.

Livredderne lukker livreddertårnene på strandene onsdag den 17. august.

Havnebadene ved Fisketorvet og Islands Brygge i København er åbne hver dag frem til og med den 30. september, mens havnebadet Aarhus Ø er åbent til og med 4. september.

Gode råd, hvis det begynder at tordne på badeturen

  • Bad aldrig i tordenvejr
  • Søg ikke ly under træer, specielt ikke et enkeltstående træ
  • Rør ikke elektrisk ledende genstande, fx hegn, rækværk og apparater forbundet til el- og telefonnet
  • Undgå unødig brug af mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr
  • En bil med lukkede døre og vinduer er et godt sted at søge ly
  • Søg om muligt indendørs

Aktionstal fra strandene i jeres område for uge 32 (8.-14. august)
Nordjylland: 0 livreddende aktioner, 55 førstehjælpsaktioner, 53 forebyggende aktioner, 1.318 oplysende indsatser

  • Blokhus: 0 livreddende aktioner, 10 førstehjælpsaktioner, 5 forebyggende aktioner og 277 oplysende indsatser
  • Løkken: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 2 forebyggende aktioner og 275 oplysende indsatser
  • Tornby: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 0 forebyggende aktioner og 159 oplysende indsatser
  • Palmestranden: 0 livreddende aktioner, 18 førstehjælpsaktioner, 13 forebyggende aktioner og 157 oplysende indsatser
  • Sønderstrand: 0 livreddende aktioner, 13 førstehjælpsaktioner, 6 forebyggende aktioner og 159 oplysende indsatser
  • Tversted: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 26 forebyggende aktioner og 118 oplysende indsatser
  • Nørre Vorupør: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 1 forebyggende aktion og 173 oplysende indsatser

Livredderne gennemfører følgende aktioner:

  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

Sidste chance for at bade på strande med livreddere i år

Livredderne lukker livreddertårnene på strandene på onsdag den 17. august. I er velkomne til at komme forbi livreddertårnene på strandene og tale med livredderne om årets badesæson i morgen eller onsdag.