ForsideJammerbugtMillioner til nordjyske turistattraktioner

Millioner til nordjyske turistattraktioner

Millioner til nordjyske turistattraktioner

Det er lykkedes de lokalvalgte Nordjyske folketingspolitikere, Marie Bjerre (V) og Flemming Møller Mortensen (S), at kæmpe 3 mio. kr. hjem til både vikingeborgen Aggersborg ved Aggersund og Frederik VII’s kanal ved Løgstør.

Aggersborg, Danmarks største vikingeborg, modtager 3 mio. kr. på finansloven til udbygningen af et nyt besøgscenter. Midlerne skal bruges på at formidle borgens unikke historie og dens status som UNESCO Verdenskulturarv, som blev tildelt i 2023.

Udpegningen af Aggersborg som verdensarv markerer et stort vendepunkt for Himmerland og Nordjyllands Vestkysts turisme. Der skal investeres i moderne formidlingsteknologier, for eksempel skal man kunne bruge sin smartphone til at vække de historiske genstande og fortællinger til live. Det skal give de besøgende en helt ny oplevelse af vikingetiden i det åbne landskab.

“Jeg er stolt over at være med til at modernisere dansk kulturarv, så flere kan få lov til at udforske danmarkshistorien gennem nye briller. Aggersborg er en vigtig perle for den nordjyske historiefortælling, og med denne investering kan vi gøre den tilgængelig for endnu flere gæster – samtidig med, at vi løfter turismen i området,” udtaler medlem af Folketinget, Marie Bjerre valgt af Venstre.

Historisk kanal får også penge
Men ikke bare vikingeborgen Aggersborg står til at modtage en saltvandsindsprøjtning fra finansloven. Det gør også Frederik VII’s kanal ved Løgstør. Kanalen står til at modtage 3 mio. kr. i 2025, som skal gå til at reetablere det gamle anlæg, så det kommer til at ligne det oprindelige.

Kanalen er fra 1861 og er et stykke historisk infrastruktur, som udover at kunne bidrage med kulturel værdi, vil kunne bruges af fritidssejlere.

”Reetableringen af Frederik VII’s kanal er et spændende og vigtigt projekt, der kan trække endnu flere turister til vores smukke Limfjord. Jeg er naturligvis utroligt stolt over, at det er lykkedes at få projektet på næste års finanslov, så arbejdet forhåbentligt snart kan komme i gang”, siger Socialdemokratiets Flemming Møller Mortensen.

Frederik VII’s kanal blev udgravet med håndkraft i 1856-61 for at muliggøre gennemsejling af Limfjorden og skabe en hurtigere og sikrere forbindelse mellem Kattegat og Skagerrak end over Skagens Rev. 

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER