To ud af tre unge skruer op for alkoholforbruget, når de begynder på en ungdomsuddannelse, viser ny undersøgelse. Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden er klar med materiale, der kan hjælpe med at ændre alkoholkulturen.
Nye venner, intro-forløb og fester venter de mange unge, der i disse dage begynder på gymnasiet eller en anden ungdomsuddannelse. For mange betyder studiestarten også flere øl og shots, end de er vant til. Hos 65 pct. af unge stiger alkoholforbruget, i forbindelse med, at de starter på en ungdomsuddannelse. Og allerede inden første skoledag havde halvdelen en forventning om, at de ville drikke mere i forbindelse med skoleskiftet.
Det viser nye tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, der arbejder for en sundere alkoholkultur blandt unge. Unge i Danmark har nemlig europarekord i druk.
– Tallene viser tydeligt, at unge drikker mere, når de kommer på en ungdomsuddannelse, og at det ligger som en forventning, allerede inden de begynder. Forventningen om en ’våd’ studiestart kan få unge til at drikke mere, for at leve op til forventningen – og de, der ikke ønsker at drikke eller kun drikke lidt, kan føle sig uden for fællesskabet, siger Mette Lolk Hanak, afdelingschef for Forebyggelse & Oplysning i Kræftens Bekæmpelse
Fællesskab frem for promiller
I sidste uge opfordrede Sundhedsstyrelsen gymnasier og erhvervsskoler til at nytænke festkulturen, så alkoholen kommer til at fylde mindre. Et af forslagene går på at indføre en periode uden alkohol fra skolestart og frem til efterårsferien, så nye elever kan lære hinanden at kende, uden at alkohol spiller ind.
Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden bakker op om Sundhedsstyrelsens anbefalinger og lancerer nu den digitale værktøjskasse ’Gymnasier Fuld af liv’, der skal hjælpe gymnasier – og andre ungdomsuddannelser – til at skabe en sundere alkoholkulturfor de nye elever.
– For os at se giver en alkoholfri periode fra studiestart til efterårsferie mulighed for, at fællesskaber kommer før alkohol. Det kan selvfølgelig ikke stå alene, og ungdomsuddannelserne skal støttes i at skabe de rammer, der sikrer elevernes trivsel og mindsker drikkepres. Det vil vi i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens ’Fuld af liv’-kampagne gerne støtte dem i, siger Mette Lolk Hanak.
Opbakning fra Gymnasier
I skoleforeningen Danske Gymnasier hilser man det nye materiale velkommen.
– Gymnasierne vil gerne være med til at tage ansvar for en studiestart uden drikkepres. Men de efterlyser gode råd og værktøjer til, hvad de konkret kan gøre, og her kan de nye materialer være en håndsrækning til arbejdet med at mindske druk blandt unge, siger Henrik Nevers, formand for Danske Gymnasier.
På websitet www.gymnasierfuldafliv.dk er der konkrete råd til gymnasieledelsen, undervisningsforløb til introguides og sociale udvalg, inspiration til alkoholfri arrangementer, forældrematerialer og meget andet. Materialet er testet i samarbejde med forskere fra Statens Institut for Folkesundhed.
Om undersøgelsen
Data er indsamlet af analysebureauet Voxmeter i perioden 13. september – 9. november 2021, og er nationalt repræsentativt på køn, alder og region. I alt indgik 1.015 unge i alderen 15-25 år. Tallene, der refereres til her, bygger på svar fra de 549 unge, der går på en ungdomsuddannelse, en videregående uddannelse eller er i lære.
Læs mere her:
Notatet Alkoholforbrug ved gymnasiestart