Markant stigning i antallet af skader på skiferien

Arkivbillede

En ny opgørelse fra Codan afslører, at antallet af anmeldelser af faldskader, brækkede arme og hjernerystelser på skiferien fortsat stiger i 2020. Her er Top-10 over skidestinationer med flest uheld.

Skisæsonen er ikke helt slut endnu, men en foreløbig opgørelse fra årets travleste skiuger, vinterferie i uge seks, syv og otte, viser, at antallet af skadesanmeldelser på skirejsen fortsat stiger.

-- annonce ---

Siden vinteren 2016/2017 er der sket set en stigning i det samlede antal af skadesanmeldelser relateret til skirejser på cirka 15 procent.

Det viser en opgørelse fra Codan, Danmarks tredjestørste forsikringsselskab, der har kigget på udviklingen i skadeshistorikken blandt kunder med en rejseforsikring, som har været en tur på pisterne.

“Skiferiesæsonen er en af vores helt travle perioder, hvor mange er afsted, samtidig med at risikoen for at komme til skade er større. Vi sidder klar til at hjælpe kunder hele døgnet, og vi kan se på statistikken, at klart de fleste kommer til skade sydpå, især i Østrig, Frankrig og Italien. Samme billede tegner sig allerede for de skader, som vi behandler i disse uger,” siger Henrik Bundgaard, skadedirektør i Codan.

“Der er stor forskel på skaderne, men vi ser langt flere faldskader, brækkede arme og ben samt hjernerystelser i skiferiesæsonen. Der er også henvendelser med almindelig sygdom, som også kan påvirke en ellers god skiferie,” siger han.

Specielt i Sverige og Norge er antallet af skadesanmeldelser steget siden vinteren 2016/2017. Her har henholdsvis 34 procent og 46 procent flere kunder ringet ind for at få hjælp til blandt andet at vende hjem med benet i gips. Samme tendens tegner sig allerede i de foreløbig tal for dette års skisæson. 

FaceTime om skaden med lægen
Som noget helt nyt i branchen kan kunder med en rejseforsikring hos Codan nu “FaceTime” om en skade med en læge eller sundhedsfaglig specialist. Det vil sige, at man kan lave et videoopkald via app’en ‘HelpMe’, hvis man ringer hjem og har brug for hjælp til at håndtere et uheld på pisterne.

“Vi anbefaler altid, at vores kunder tegner en rejseforsikring med et skitillæg, når de skal afsted på skiferie. Den dækker uheld på både ski og snowboard samt privat behandling og hjemtransport, som de værste skader på pisterne kan kræve. Hjemtransport er generelt ikke dækket af det blå sygesikringskort, og der er også kunder, som ikke er klar over, at det kan være vigtigt at have en ansvarsforsikring på plads, inden de tager på skiferie. Den dækker blandt andet uheld, hvor man er skyld i, at andre kommer til skade. Og det kan let blive rigtigt dyrt,” siger Henrik Bundgaard.

Her er Top 10 over skidestinationer, hvor kunder har anmeldt flest skiskader på rejser i vintersæsonen fra 2016-2020:

  1. Østrig (41%)
  2. Frankrig (18%)
  3. Italien (16%)
  4. Norge (8%)
  5. Sverige (4%)
  6. Schweitz (3%)
  7. USA (2%)
  8. Tjekkiet (1,6%)
  9. Japan (1,5%)
  10. Tyskland (1%)