Mange virksomheder lider som følge corona-virussen, der holder folk hjemme i deres boliger og væk fra Jammerbugtens butikker.
Flere forretninger holder lukket i øjeblikket, men herretøjsforretningen StyleUp i Fjerritslev er en af de butikker, der fortsat holder åbent.
– Så længe myndighederne ikke har tvunget os til at lukke, så holder vi åbent. Vi følger dog myndighedernes retningslinjer, og derfor tillader vi også maksimalt fem kunder i butikken på samme tid, siger Kasper Jensen, der er indehaver af StyleUp.
Butikken bugner af nyt tøj, men det samme kan ikke ligefrem siges om antallet af kunder.
– Antallet af kunder er selvfølgelig meget begrænset i denne tid. Vi kan vel næsten tælle antallet af daglige kunder i butikken på to hænder, og derfor er omsætningen naturligvis også faldet markant, fortæller Kasper Jensen til jammerbugtposten.dk.
”Husk at handle lokalt”
Det er en hård tid for de lokale forretninger i Jammerbugten, og derfor opfordrer Kasper Jensen til, at man husker at handle lokalt, hvis man forsat vil have liv i de mindre lokalsamfunds butikker på den anden side af corona-krisen.
– Jeg blev en smule indebrændt, da statsministeren tirsdag aften opfordrede danskerne til at handle online. Jeg forstår selvfølgelig meningen, da vi skal undgå menneskelig kontakt, men jeg vil gerne opfordre alle til, at man stadig handler lokalt, og at man ikke kigger andre steder hen for at bestille tøj, smykker, elektronik og andre varer, som man normalt kan købe i sit lokalområde, lyder opfordringen fra Kasper Jensen.
– Hvis man begynder at handle i diverse webshops og glemmer at handle lokalt, så bliver det en udfordring at holde liv i butikkerne i mindre samfund som eksempelvis Fjerritslev.
Se også: Støt de lokale restauranter: Her kan du købe take away i Jammerbugten og omegn
Shop hjemmefra via FaceTime eller Snapchat
Det kræver nye tiltag at holde forretningen i gang i denne tid, og derfor tilbyder StyleUp i den kommende tid at levere varerne hjem til kunderne.
Derudover tilbyder butikkens personale at være ’personlig shopper’ igennem FaceTime eller Snapchat, således at man som kunde ikke behøver at møde fysisk op i butikken.