ForsideBlokhusLivreddertårnet på Blokhus Strand er sat op - klar til endnu en...

Livreddertårnet på Blokhus Strand er sat op – klar til endnu en sæson

Livreddertårnet på Blokhus Strand er sat op – klar til endnu en sæson

Fredag den 28. juni tager TrygFondens kystlivreddere hul på endnu en sæson på Blokhus Strand. Her holder de et vågent øje med badegæsterne hver dag kl. 10-18 frem til den 21. august. Livredderne er klar til at træde til, hvis personer får problemer i vandet, og både børn og voksne er velkomne til at kigge forbi tårnet, hvor livredderne gerne fortæller om badesikkerhed og om de særlige forhold på stranden.

Som vanligt åbner livredderne fra TrygFonden Kystlivredning tårnene på strandene, når skoleeleverne går på sommerferie. De knap 200 livreddere, som i løbet af sommeren bemander de 34 livreddertårne rundt om i landet, glæder sig til at møde en masse badegæster.

– I løbet af foråret har livredderne trænet intensivt for at blive klar til badesæsonen, og nu er det endelig tid til at komme ud på strandene. Hvis der opstår farlige situationer i vandet, er livredderne klar til at træde til med hjælp. Men det forebyggende arbejde er også en stor del af livredderjobbet. Derfor er livredderne opmærksomme og klar til at gribe ind, hvis der er situationer, som potentielt kan udvikle sig og bringe personer i fare, fortæller René Højer, projektchef i TrygFonden.

René Højer opfordrer strandgæsterne til at komme forbi og få en snak med livredderne i løbet af sommeren. Livredderne viser gerne deres livredderudstyr og fortæller, hvad man særligt skal passe på, når man bader i havet.

I 2023 gennemførte TrygFondens kystlivreddere 58.058 indsatser, hvoraf de 28 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Hjælp dit barn med at blive tryg i vandet
Sommerens strandture er oplagte til at træne med børnene, så de bliver trygge i vandet. Ved alle TrygFondens livreddertårne kan man finde inspiration til forskellige lege og øvelser, som hjælper børnene til at blive bedre svømmere og lærer dem, hvordan man redder sig selv og andre i vandet.

– Vi ved fra undersøgelser, at hver tredje 7-14-årige nogle gange føler sig usikker, når han eller hun skal svømme, og blandt dem i aldersgruppen, som ikke kan svømme, vil 91 pct. gerne lære det. Så der er stor interesse blandt børn for at lære at svømme og blive mere sikre i vandet. Som forældre kan vi hjælpe børnene ved at gå i vandet med dem og motivere dem gennem leg og øvelser. Ved vores livreddertårne er der forslag til vandøvelser, og livredderne er naturligvis også klar til at vejlede i, hvilke øvelser der passer til de forskellige aldersgrupper, siger René Højer.

TrygFonden har også opsat en indendørs udgave af livreddertårnet i knap 60 svømmehaller rundt om i hele landet, som er fyldt med ægte livredderudstyr til fri afbenyttelse, så børn og voksne kan lege og lære livredning. Ved udgangen af 2024 vil der være livreddertårne i 71 svømmehaller.

Tag til en strand med livreddere

Gennem sommeren bemander TrygFonden Kystlivredning strande i hele landet, og livredderne opfordrer altid til, at man vælger en strand med livreddere.

– Der er mange gode strande i Danmark, men det giver en ekstra tryghed, når der også er livreddere til stede, som kan gribe ind, hvis man skulle komme i problemer i vandet, hvilket kan ske for selv en erfaren svømmer. Fordi livredderne kender stranden og vind- og vejrforholdene godt, så kan de også gribe ind, før en situation udvikler sig til en ulykke. Så tag familien med til en strand, hvor livredderne holder øje, og gå altid flere i vandet sammen, så I kan holde øje og hjælpe hinanden, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Se, hvor TrygFondens kystlivreddere bemander livreddertårnene her.

De 5 baderåd
1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER