ForsideJammerbugtLivet som flygtning sættes på skoleskemaet med ny animationsfilm

Livet som flygtning sættes på skoleskemaet med ny animationsfilm

Livet som flygtning sættes på skoleskemaet med ny animationsfilm

I går fredag den 14. april lanceredes den nye animationsfilm ”Drøm”. Filmen præsenteres som led i et nyt undervisningsmateriale fra Røde Kors og samarbejdspartneren Forstå. Projektet skal være med til at udvide børns forståelse af de humanitære konsekvenser af krig, konflikt og flugt.

Røde Kors vil sætte flygtninges liv og hverdag på skoleskemaet. Derfor bliver animationsfilmen ”Drøm”, sammen med et nyt undervisningsmateriale fra Røde Kors og Forstå, lanceret fredag den 14. april.

Både film og undervisningsforløb er målrettet grundskolens 4.-9. klasse. Det lanceres i en tid, hvor børn og unge dagligt eksponeres for krige, konflikter og flygtningestrømme. Derfor er der behov for værktøjer, som kan hjælpe til forståelse og dialog.

”Danske børn og unge ser og hører om aktuelle krige, og de flygtningestrømme som er konsekvensen af krigene i medierne, men sjældent på en måde, der er direkte henvendt til dem. ’Drøm’ kan med sit kreative sprog og virkemidler skabe identifikation, refleksion og empati i børnehøjde,” udtaler Morten Schwarz Lausten, kreativ chef og bl.a. ansvarlig for Røde Kors Skoletjeneste.

En personlig fortælling

Filmen ”Drøm” er skabt af skolelærer og filminstruktør, Snobar Avani, der i 1992 selv flygtede til Danmark fra det sydlige Kurdistan. Filmen bygger på hendes egen fortælling og handler om en livlig og nysgerrig pige, hvis drømme om fremtiden trues med at blive knust af krigen omkring hende.

Snobar Avani håber, at filmen kan sætte perspektiv på de udfordringer, et barn oplever, når de er tvunget til at flygte fra krig.

”Drøm” er stemmen fra det barn, den unge, som er flygtet fra krig – til de børn, unge og alle andre, som ikke har oplevet flugten. Jeg håber at filmen kan være med til skabe dialog – at den både kan sætte ord på flygtninges perspektiver, men samtidig give mulighed for forståelse og anerkendelse fra de børn og unge, som ikke har oplevet at være på flugt. Udover det, så er filmen en hyldest til drømmene i os alle,” udtaler filmens skaber, Snobar Avani.

En ny og emotionel tilgang til svære emner

Brugen af animationsfilmen i undervisningen, er en ny og mere emotionel tilgang til de komplekse emner, den berører. Projektet er resultatet af et samarbejde mellem Røde Kors, Forstå og filmselskaberne Parka Pictures, Nørlum og Snowhouse Film.

Røde Kors og Forstå forventer at nå mindst 10.000 elever om året, med det nye undervisningsforløb.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER