ForsideBlokhusLanternen i Blokhus har brug for hjælp

Lanternen i Blokhus har brug for hjælp

Print Friendly, PDF & Email

Lanternen i Blokhus har brug for hjælp

Nadja Vinther overtog forpagtningen af Lanternen i Blokhus tilbage i 2021 og her, efter årene med først corona og senest med høje stigninger til energi og generelt høj inflation, har Nadja valgt at opsige sin aftale om at være forpagter af det ikoniske værtshus på Aalborgvej i Blokhus.

– Jeg har givet mit allerbedste og investeret stort set alt min tid og energi på at få Lanternen op og flyve, som et levende sted med aktiviteter, live-musik gennem hele året og summen af fællesskab hos gæsterne, fortæller Nadja Vinther til Jammerbugtposten.dk og fortsætter:

– Men jeg må erkende, at det ikke er muligt at drive Lanternen med de høje omkostninger, der er på husleje, vedligehold og lokalerne. Jeg har derfor opsagt min forpagtningsaftale med udgangen af 2024, men vil fortsætte mit arbejde og engagement for stedet helt frem til udløb, hvilket eventkalenderen for 2024 også bliver et udtryk for.

Lanternen i Blokhus Foto: Jammerbugtposten.dk

Fællesskabet skal redde Lanternen i Blokhus.

Nadja Vinther håber, at der kan findes en løsning, så omkostningerne kan blive tilpasset, så der er grundlag for at lave en levedygtig forretning for Lanternen, som det ikoniske helårs-værtshus der kendetegner Lanternen.

En lille gruppe mennesker arbejder med tanker, som går i retning af et andelsselskab for Lanternen og bygningen, der danner rammerne for det over 50 år gamle værtshus i Blokhus. 

Mogens Sparre, der er bosat i Blokhus, er ofte forbi Lanternen og er ligesom forpagteren bekymret for at den kulturinstitution, som Lanternen er, vil lukke permanent, når den nuværende forpagtningsaftale udløber med udgangen af 2024. 

– Vi har haft nogle drøftelser omkring mulighederne for at lave en bæredygtig forretning, hvor arbejdsindsatsen hos forpagteren, omkostningerne omkring driften og bygningen kan lade sig gøre, hvilket ikke er tilfældet i dag. Vi har god tid til at få lavet den rigtige model, men vi kan da allerede nu afsløre, at tankerne går i retning af et andelsselskab, der kan bevare at Lanternen også i fremtiden vil lyse op i Blokhus, fortæller Mogens Sparre og fortsætter:

– Der er brug for folkelig opbakning og at nogle vil være med til at købe andele i stedet. Ikke med et økonomisk afkast for øje, men for at være med til at sikre bæredygtigheden for den kulturinstitution, som Lanternen er i Blokhus. 

Mogens Sparre og interessegruppen vil i den kommende tid udarbejde præsentationsmateriale over for potentielle andelshavere. På Jammerbugtposten.dk vil vi naturligvis præsentere materialet, når det er klar til præsentation.  

LÆS OGSÅ: Kjeld Hedegård Nielsen: Jeg ikke er politikere for pengenes skyld

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER