Lad os få det lærlingeløft!
Af Rasmus Prehn, fødevareminister og medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, valgt og opstillet i Hjørring Kredsen
Danmark har brug for faglært arbejdskraft. Forudsætningen for store dele af vores industri, infrastruktur, teknologi, boligbyggeri og -renovering og meget, meget andet, er faglært arbejdskraft.
Især hvis vi ønsker den grønne omstilling og div. klimatiltag er faglært arbejdskraft en helt fundamental forudsætning.
Derfor er vi nødt til at tage de mange lærlinges oprør over manglende kvalitet, gammelt udstyr mm. på erhvervsuddannelserne langt mere alvorligt.
Fra januar til august i år er kun 34.000 elever optaget på en erhvervsuddannelse. Det er 7.500 færre end samme periode sidste år. Et fald på 18 procent. Det duer simpelthen ikke. Tallet handler selv sagt også om, at vi i en lang periode har haft fuld beskæftigelse, hvorfor nogle unge måske vælger job frem for uddannelse. Men det ændre ikke på, at uddannelserne skal gøres mere attraktive, at normeringerne skal være bedre og udstyret mere up to date.
Der bør igangsættes et politisk lærlingeløft. Hvor alt endevendes med henblik på at sætte ind, der hvor det virker. Der er næppe nogen vej uden om flere ressourcer i disse udtalelser, hvilket jo ikke er en egentlig udgift, men mere en investering i fremtiden. Det bør ske med det samme. På samme måde med udstyr, maskiner og lokaliteter. Derudover bør vi kigge på, om den nuværende struktur er den rigtige. Nogle taler om, at karakterkravet er en barriere. Andre taler om, at undervisningspligten skal udvides fra de nuværende 9 år til 12, så alle som minimum skal have en ungdomsuddannelse eller en faglært uddannelse, inden undervisningspligten er overstået. Hvad der er de rigtige løsninger er svært at udtale sig skråsikkert om. Men noget skal gøres, og det skal ske hurtigst muligt. Lad os få det lærlingeløft.