Kunst skal skabe trivsel og sundhed på Aalborg Universitetshospital i Thisted

Foto: aalborguh.rn.dk
Print Friendly, PDF & Email

Kunst skal skabe trivsel og sundhed på Aalborg Universitetshospital i Thisted

I et nyt initiativ fra Region Nordjylland og Dansk Kunstnerråd skal tre kunstnere omdanne Akutmodtagelsen og Medicinsk Sengeafsnit M5 på Aalborg Universitetshospital i Thisted. Målet er at skabe harmoniske og tillidsvækkende omgivelser, som kan understøtte trivsel og sundhed hos såvel patienter og pårørende samt personale.


Den typiske hospitalsindretning har hvide vægge, grå linoleumsgulve, møbler med plastiksæder og stålben samt skarpt lys og udsmykning uden effekt eller tanke på sindstilstanden.

De rammer vil blive udfordret i et nyt initiativ fra Region Nordjylland, Aalborg Universitetshospital og Dansk Kunstnerråd som på hospitalet i Thisted vil skabe en helt ny oplevelse for alle.

Kunst med mennesket og sanserne i centrum

En kunstnertrio bestående af rumdesigner Anne Heinsvig, lydkunstner Ingeborg Okkels samt fotograf og forfatter Anne Prytz Schaldemose vil med deres kunstprojekt ”Udsyn” omdanne hospitalets Akutmodtagelse og Medicinsk Sengeafsnit M5. I arbejdet, som går i gang i midten af september, vil kunstnerne inddrage den særlige egnsnatur i Thy både visuelt og auditivt.

Når forandringen står færdig i midten af oktober, er det målet, at de nye rum i højere grad end i dag vil mane til tryghed, tillid og refleksion. Patienter og pårørende skal føle sig taget varmt imod og taget vare om, og hospitalets personale skal ligeledes opleve en mere harmonisk atmosfære.

Blandt de kunstneriske virkemidler vil være nye farver og former samt lydoplevelser i afgrænsede områder med mulighed for at nyde både lyrikoplæsning og beroligende musik eller ganske enkelt lyde fra naturen.

Tankerne bag initiativet er, at udvikling af det nordjyske sundhedsvæsen skal ske med mennesket i centrum, så borgerne får adgang til de bedst mulige ydelser med særlig vægt på tryghed og tillid. Samtidig vægter man fra Regionens side den lokale forankring særligt højt:

– Det er et rigtigt spændende initiativ, fordi kunsten, som man snart vil kunne opleve på hospitalet i Thisted, tager afsæt i Thys unikke natur. Og samtidig er tankerne bag skabt i tæt samspil mellem de professionelle kunstnere og hospitalets ansatte. Jeg er sikker på, at denne stærke forankring vil resultere i et kunstværk, som kan inspirere andre institutioner på sundhedsområdet, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

Store forventninger til kunstværk på hospital

På Aalborg Universitetshospital i Thisted har det været en positiv oplevelse at samarbejde med kunstnertrioen. Og man har derfor også store forventninger til den betydning, som kunstværket vil få, når det står færdigt:

– På et hospital hvor hverdagen er præget af travlhed og mange indtryk og informationer for både patienter, pårørende og personale tror jeg, at kunst kan være med til at føre os ud på en indre rejse og give ro, når der er brug for det og aktivere vores tanker og følelser, når der til andre tider er behov for det. På den måde tror jeg, at kunsten i vores Akutmodtagelse og på Medicinsk Sengeafsnit M5 kan skabe en ny og gavnlig dimension for vores patienter og pårørende og samtidig understøtte det gode arbejdsmiljø for vores personale, siger Grethe Irene Kirk, matrikelchef på Aalborg Universitetshospital i Thisted.

I Dansk Kunstnerråd er man ligeledes spændt på at se, hvordan det færdige kunstværk vil skabe nye rammer og oplevelser på hospitalet. Og man ser store muligheder i, at man generelt i hele Danmark styrker samspillet mellem kunst og sundhed:

– Vores udgangspunkt for at udvikle projektet har været, at vi ønsker fokus på det tværkunstneriske og de potentialer, der ligger i at koble kunsten til sundhedsområdet. Vi tror på, at der er kæmpe potentialer i området, siger sangskriver og musiker Jørgen Thorup, som er formand for Dansk Kunstnerråd.