Kulturen rykker ud: Skal Jammerbugt være en del af Aalborg Operadage 2025?
Godkendelse af deltagelse i Aalborg Operadage 2025 er på dagsordenen når Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget holder møde den 16. januar 2025.
Sagsbeskrivelse
Jammerbugt Kommune har deltaget i Aalborg Operafestival i august 2022, 2023 og 2024 hver gang med to koncerter. Koncerterne kom med Musikkens Hus-bussen og foregik i 2024 i Glarborgen og Præstegårdshaven i Ingstrup. I 2023 var det på Attrup Havn og Slettestrand og det første år, var det Gjøl Havn og Blokhus Strand.
Aalborg Operafestival ændrer navn til Aalborg Operadage og man vil fortsat gerne komme til Jammerbugt Kommune med to koncerter. I 2025 tænkes det, at koncerterne kunne være lystanlægskoncerter. Tidligere var der jo musik og dans i lystanlæg rundt omkring og den stemning kan man efterligne. Arbejdet med at finde samarbejdspartnere er endnu ikke påbegyndt, men det er helt essentielt, at der er en lokal samarbejdspartner, der kender stedet og har et lokalt publikum.
Koncerterne er gratis for publikum og der var i alt ca. 550 publikummer i 2024. Publikum udtrykte stor tilfredshed med arrangementerne og lokale ildsjæle deltog med stort engagement i planlægning og afvikling og var med til at koncerterne blev en rigtig god oplevelse for publikum.
Disse operakoncerter omfatter et repertoire med bl.a. kendte arier og er dermed et repertoire, som alle, både trænede og utrænede operapublikummer kan nyde. Her er derfor en mulighed for at præsentere en måske lidt svær tilgængelig kunstart på en meget let tilgængelig måde, hvilket både publikum og lokale ildsjæle med tydelighed er glade for.
En deltagelse i Aalborg Operadage ligger fint i tråd med kommunens andre forskellige versioner af “Kunsten og kulturen rykker ud”. Nemlig at vi sender professionel kultur ud i lokalområderne og dermed gør det lettere tilgængeligt for borgerne.
Hver koncert koster 12.500 kr. + evt. KODA-afgift samt blomster til de optrædende m.fl. I alt max. 14.500 kr. pr. forestilling = 29.000 kr. for to forestillinger.
Tidsplan KFL 16. januar 2025.
Retsgrundlag Kommunalfuldmagten.
Budgetmæssige konsekvenser
Udgiften kan afholdes indenfor rammen af kultur- og landdistriktsmidlerne og har ingen budgetmæssige konsekvenser.
Høring/borger- og brugerinddragelse Ikke relevant.
Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget godkender, at Jammerbugt Kommune bliver en del af Aalborg Operadage 2025, og
at der bevilges max. 29.000 kr. i alt til de to operaforestillinger.