Efter en godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er det nu slået fast, at Nord Energi Fibernets cirka 35.000 fiberkunder i Vendsyssel overdrages til Norlys.
Dermed kan Nord Energi Fibernet nu kalde sig ren netejer, mens Norlys tager endnu et markant skridt på rejsen mod at blive danskernes foretrukne internet- og tv-udbyder.
I efteråret 2019 indgik Nord Energi Fibernet og Norlys en aftale om, at Norlys skulle overtage Nord Energi Fibernet kunder. Den aftale er nu blevet godkendt af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og derfor kan cirka 35.000 kunder fra det meste af Vendsyssel og på Læsø nu se frem til at blive kunde ved Danmarks største integrerede energi- og telekoncern, Norlys, der blev dannet i sommeren 2019 efter en fusion mellem Eniig og SE.
– Historisk set har Eniig og Nord Energi Fibernet haft et meget tæt samarbejde om kunderne, og derfor var det også nærliggende for os at overtage det fulde ejerskab. I Norlys har vi allerede en veludviklet produktpalette inden for kendte brands som blandt andet Stofa og Boxer, og vi er i stand til at tilbyde kunderne flere muligheder, end de har i dag. Derfor er jeg også fortrøstningsfuld i forhold til, at godkendelsen er noget, der i sidste ende kommer kunderne til gavn, fortæller Sune Nabe Frederiksen, der er adm. direktør i Norlys Digital.
For Nord Energi Fibernet handler aftalen om at fokusere forretningen og med overdragelsen af kunderne, kan Nord Energi kalde sig for et rent netselskab, der fokuserer på deres to kerneydelser, nemlig levering af el og fibernet.
– Aftalen med Norlys lå lige til højrebenet, fordi vi i mange år har haft et tæt samarbejde om vores fiberkunder. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at kunderne er i trygge hænder i fremtiden. Med aftalen får vi ro til at fokusere på vores kerneforretning som ren netejer med et åbent fibernet, hvilket er til stor gavn for vores andelshavere, udtaler Christian Frost Lauritsen, som er direktør i Nord Energi Fibernet.
Flere muligheder til kunderne
I første omgang får ejerskiftet ikke nogen indvirkning på kunderne, som altså ikke skal foretage sig noget. Som en del af Norlys får kunderne på sigt adgang til flere muligheder, end de har i dag – noget, man også vil høre mere om i den kommende tid.
– Jeg er glad for den tillid Nord Energi Fibernet viser os ved, at vi får lov til at overtage deres kunder, og vi glæder os meget til at byde dem velkommen i Norlys. Er du kunde, vil du inden længe høre mere fra os – og indtil da, er det bare at glæde sig. Det gør vi i hvert fald, slutter Sune Nabe Frederiksen.