Jammerbugt Kommune har valgt at gennemføre kommunalbestyrelsesmødet på torsdag 26. marts i byrådssalen på Aabybro Rådhus. Mødet bliver dog med et begrænset antal fysisk fremmødte deltagere på grund af corona-situationen.
Kommunalbestyrelsen i Jammerbugt Kommune består af fem partier og lister, og på det kommende kommunalbestyrelsesmøde i næste uge, 26. marts, vil der fysisk deltage én fra hvert parti/liste – ud over borgmesteren.
Den anderledes form på mødet er for at begrænse antallet af personer, der er samlet – og for at sikre god plads, med mindst to meter mellem hver deltager i mødet. På den måde følger kommunen henstillingerne fra sundhedsmyndighederne om bl.a. ikke at være samlet mere end 10 personer.
Øvrige medlemmer deltager via video
De øvrige medlemmer af kommunalbestyrelsen har også mulighed for at deltage – men på en anden måde end normalt.
”Social- og Indenrigsministeriet har meldt ud, at møder i kommunalbestyrelsen er nødvendige møder, som fortsat skal afvikles. I Jammerbugt Kommune synes vi også, det er vigtigt fortsat at træffe lokalpolitiske beslutninger, som har betydning for både borgere og virksomheder. Derfor har vi valgt at gennemføre kommunalbestyrelsesmødet samtidig med, at vi tager de forholdsregler, som myndighederne har bestemt. Det bliver dog i en noget anden form, end vi er vant til,” siger borgmester Mogens Christen Gade til kommunens hjemmeside og uddyber:
”Gruppeformændene får under mødet til opgave at videreformidle synspunkter, spørgsmål og stemmeafgivning fra de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der deltager via livetransmissionen fra Byrådssalen i Aabybro, men som sidder hjemme. På den måde får alle mulighed for at give deres mening til kende og blive hørt”, forklarer borgmester Mogens Christen Gade.
Fortsat mulighed for at følge med
Mødet afholdes uden tilhørere og uden spørgetid, men kan som sædvanligt følges live på https://jammerbugt.kommune-tv.dk/.