Kom til sommersang på Bratskov søndag den 7. august

Sommersang på Bratskov finder sted den 7. august på herregården Bratskov i Brovst.
Print Friendly, PDF & Email

Sommersang på Bratskov er sommerens store musikalske begivenhed i Herregården Bratskovs smukke park i hjertet af Brovst, og det finder sted søndag den 7. august. Publikum kan møde de populære solister Lasse & Mathilde, Rock Nalle, Rasmus Dissing, Shamrock og Anders Mikkelsen i samklang med det fantastiske HerregårdsOrkestret.

Billetsalget til arrangementet går strygende, og forberedelserne er i fuld gang på alle fronter. De mange foreninger og frivillige bag arrangementet har påtaget sig alle de nødvendige opgaver, og arbejdet med at løse dem går planmæssigt. HerregårdsOrkestrets kapelmester Ole Albrechtsen har skrevet en helt ny melodi, der skal fungere som kendingsmelodi for arrangementet.

 Kapelmester for HerregårdsOrkestret Ole Albrechtsen. Pressefoto.

Hele programmet er nu planlagt i detaljer. Efter formand og initiativtager Karsten Højen har budt velkommen, vil Jammerbugt Kommunes borgmester Mogens Gade holder åbningstalen og klippe det røde “sangbånd”, der markerer åbningen af dette første Sommersang På Bratskov-arrangement.

Formand og initiativtager til Sommersang På Bratskov Karsten Højen. Pressefoto.

Formand Helle Bak Andreasen og næstformand Kiki Bach i kommunens kulturudvalg har fået en udfordring. De skal i fælleskab være forsangere på en helt ny sang til netop sangens pris, skrevet af Viggo Steincke og Lars Kaaber – en sang som arrangøren håber, at arrangementet kan være med til at gøre kendt, og som også skal synges til efterfølgende sommersang-arrangementer.

Den store opgave som festlig konferencier er lagt i hænderne på Bo Larsen fra Giro 413. Det er også ham, der skal holde styr på dagens program, hvor hver af dagens fem solister optræder sammen med HerregårdsOrkestret i ca. en halv time og slutter af med en fællessang. Alle fællessange er trykt i et sanghæfte, som publikum får udleveret ved indgangen. Man skal bl.a. synge “Lundeborg Hymnen” sammen med Lasse & Mathilde, “Svantes Lykkelige Dag” sammen med Rasmus Dissing og “Molly Malone” sammen med den irske gruppe Shamrock.

Der bliver flere pauser i løbet af dagen, og der er rig mulighed for at forsyne sig med mad og drikke. Skovsgård Hotel og Chenillen (Købmandsgården) sørger for det kulinariske. Der bliver også boder med kunsthåndværk og andre spændende salgsting på pladsen. Hvis du ikke medbringer en klapstol eller et tæppe, er der mulighed for at købe en festivalstol og et tæppe ved indgangen til en billig pris.

Det bliver uden tvivl sommerens store musikalske begivenhed. En eftermiddag der kan måle sig med inspirationskilden Sommersang I Mariehaven i Ansager.

Arrangementet finder sted søndag den 7. august fra kl. 14:00 til ca. kl. 18:00  (indgangen åbnes kl. 13:30).

Billetprisen er kun kr. 95,- og billetter kan købes hos EXPERT i Brovst, på www.brovstmusik.dk og ved indgangen til arrangementet i det omfang, der er flere ledige pladser. Vel mødt til en hyggelig dag med god musik!