Sange ved havet: Kom til fællessang i solnedgangen ved Slettestrand

Sange ved havet ved Havbådehuset i Slettestrand er i løbet af de foregående ni sæsoner blevet et yderst populært indslag i Han Herreds sommerliv. Her et billede fra 2019, hvor Peter Olsen musicerer, mens publikum finder på plads. Det lykkedes faktisk også at gennemføre arrangementet i corona-årene 2020 og 2021. Privatfoto.
Print Friendly, PDF & Email

I naturskønne omgivelser ved Slettestrand er der mulighed for fællessang og dejlig sommerstemning. Der blev i år meldt fire datoer ud, og tre fællessang-aftener har allerede været afholdt. Skal du nå at opleve fællesskabet og den gode stemning, kan du nå det endnu tirsdag den 26. juli.

Sangene der synges er fra Han Herred Sangbogen, og fællessangen ledsages af musik. Efter fællessang er der mulighed for at købe kaffe, der sponsoreres af lokale hoteller. Der opfordres til at medbringe klapstol, tæppe og paraply, og ligger man inde med Han Herred Sangbogen, må man også meget gerne tage den med. Det er også muligt at låne et eksemplar af sangbogen.

Sange ved havet arrangeres af frivillige fra Udvikling Han Herred, Han Herred Havbåde, Destination Slettestrand/Svinkløv-Thorupstrand, Hjortdal menighedsråd, Kulturforeningen Tinghuset, Hjortdal Beboerforening, Klim Kalkovn, Jammerbugt Kulturskole, Vester Thorup Højskole og Lokalhistorisk Samvirke for Han Herred.

Foto: Kunst ved Kysten

Har du ikke fået nok af udendørs fællessang i sommertiden, kan du deltage i fællessang i Tinghuset i Fjerritslev, hvor Kulturforeningen Tinghuset afholder sangaftener indenfor en gang om måneden.

Læs mere om Sange ved havet-konceptet her eller følg med på facebook-siden Sange ved havet.