Aabybro Teater- og Kulturforening byder tirsdag d. 5. oktober kl. 19.30-20.30 indenfor i Kultur- og erhvervscentrets foyer til en præsentation af byens nye Teater- og Kulturforening.
Louise Haese Sørensen, John Hedelund, Anders Christiansen, Signe Tølbøll Fischer fra Aabybro Teater- og Kulturforening fortæller:
Vi skal tale om fremtidige forestillinger, om muligheder for at deltage og bidrage til projekter, om muligheder for at få realiseret jeres idéer med vores hjælp og om det kulturmiljø, vi håber at kunne være med til at skabe i Aabybro.
En by af Aabybros størrelse bør have et kulturtilbud til både børn og voksne! Og vi har i Aabybro Teater- og Kulturforening både gejsten og kompetencerne til at genoptage den teatertradition, som for år tilbage var en vigtig del af byens liv. Vi vil skabe kulturoplevelser til folk i alle aldre, og vi har brug for jer for at lykkes!
Vi har brug for folk, som har lyst at stå på eller bag scenen, musikere, folk som kan svinge en hammer, male, sy osv. Vi har brug for sponsorer, og vi ser et stort potentiale i lokale kulturelle samarbejder.
Vi glæder os meget til at mødes med jer til en spændende snak! Alle er naturligvis meget velkomne, og vi lover, at der vil være kaffe og andet godt.
Vi svarer også gerne på alle slags spørgsmål på: aabyteater@gmail.com
Og vi er at finde på facebook: ”Aabybro Teater- og Kulturforening”.
Vel mødt – Tirsdag d. 5. oktober, i Kultur- og erhvervscenter Jammerbugts foyer, Søparken 2, 9440 Aabybro.