Kom og drøft udviklingen i dit lokalsamfund i Jammerbugt
10 lokalområder får besøg af Kultur-, Fritids- og Landsdistriktsudvalget i foråret, for at debattere og forny deres lokale udviklingsplan. Aftnerne er åbne, og alle med interesse er meget velkomne.
24 byer/områder i Jammerbugt Kommune har lokale udviklingsplaner, de såkaldte LUP’er. LUP’erne rummer visioner og idéer til lokale projekter formuleret af lokalsamfundet selv. De er resultatet af en forpligtende proces imellem kommune og lokalsamfund, og målet er at styrke udviklingen i landdistrikterne i Jammerbugt Kommune, så de fortsat kan være tidssvarende og attraktive for både beboere og besøgende.
Hvert andet år bliver LUP’erne opdateret, og i 2023 er det tid igen. Derfor tager repræsentanter fra Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget på besøg rundt om i skoler, haller og forsamlingshuse for at få en snak om den lokale udviklingsplan og få den opdateret, så den rammer præcist ind i de aktuelle behov og ønsker. 10 byer får besøg i foråret og 14 i efteråret.
På borgermøderne skal fremtidsplanerne debatteres, konkretiseres og prioriteres, og sidder man som lokal forening, sammenslutning eller netværk og ønsker at søge kommunale midler til et projekt i lokalsamfundet, kan man starte med at tage sine idéer med til det lokale borgermøde om LUP’en.
”Vi håber rigtig mange har lyst til at mødes og drøfte den by eller det lokalsamfund, som er deres. Meget kan lade sig gøre, når man får snakket tingene igennem, prioriteret og sat sig nogle mål. Vi glæder os i hvert fald til at komme på besøg rundt om,” siger formand og næstformand i Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget, Helle Bak Andreasen og Kiki Bach.
I foråret afholdes der borgermøder i: Thorup-Klim, Birkelse-Ryaa, Skovsgaard, Ørebro, Tranum, Hjortdal, Øland, Halvrimmen, Biersted og Blokhus-Hune.
Se datoer og program for aftnerne på: LUP-møder 2023 i Jammerbugt Kommune – Jammerbugt Kommune