Kolde gys for Kvindekampen på stranden i Blokhus

Arkivbillede Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Kolde gys for Kvindekampen

Mandag den 8. marts 2021 markeres Kvindernes Internationale Kampdag ved vandkanten i Blokhus klokken 12, når stifter af onlinefællesskabet for vinterbadere, Klub Havdyp, Christine Aarestrup, og kommunalbestyrelsesmedlem i Jammerbugt Kommune Kiki Bach, hopper i havet for at markere dagen. De får selskab fra Thy, hvor kommunalbestyrelsesmedlem Mette Kjærulff også tager udfordringen op.


I en tid, hvor vi ikke kan samles fysisk og sætte fokus på ligestilling og ligeværd mellem kønnene, både nationalt og internationalt, er det oplagt at gribe i retning af en af tidens mest populære aktiviteter: Vinterbadning.

Initiativet, der skal sætte fokus på Kvindernes International Kampdag, kommer til at vække genklang over hele Danmark, når medlemmerne i Klub Havdyp i dagens løb ligeledes er med til at markere dagen ved at dele deres dukkert sammen med #KoldeGysForKvindekampen i Klub Havdyp-regi.

Udover markeringen af dagen i Klub Havdyp har en række kvinder fra hele Danmark, der på hver deres måde er med til at fremme ligestillingen, ligeledes involveret sig i projektet og vil på dagen hoppe i vandet i den gode sags tjeneste.

Hold blandt andet øje med stifterne af Uroo Aarhus Marina Bøgh Biisgaard og Mette Rosendahl, NLP Coach og rådgiver Mette Dyrvig Randorff og Forfatter Camille Hammerich, der ligeledes vil markere dagen med en kold dukkert. 

Er der stadig noget at kæmpe for på denne dag?

Kvinders stemmeret blev vedtaget ved lov i 1915, i 1973 vedtog man loven om fri abort og i 1976 var det ligeløn mellem mænd og kvinder, der blev vedtaget – blot for at udpege nogle punkter i historien, som har gjort en kæmpe forskel for samfundet som en helhed.

I dag kan vi ikke forestille os, hvordan samfundet skulle se ud uden netop disse lovændringer.

Markeringen af Kvindernes Internationale Kampdag er en historisk anerkendelse af, hvor langt vi er nået ved at stå sammen – og samtidig et fokus på, at vi ikke er nået i mål endnu.

Vær med til at markere dagen på Facebook og Instagram

  • Del et billede eller video, hvor du springer i det kolde vand
  • Tilføj #KoldeGysForKvindekampen (og tag @klub_havdyp, hvis du deler i stories – ellers kan vi ikke se det) 

På den måde kan du bidrage til at udbredelsen af budskabet omkring Kvindernes Internationale Kampdag – og samtidig få en skøn oplevelse i bølgen blå. Man bliver nemlig rigtig glad i låget af sådan en dukkert. 

LÆS OGSÅ: Kiki Bach genopstiller til KV21 i Jammerbugt