Jeg sover godt om natten – Min samvittighed er ren!
AF Kommunalbestyrelsesmedlem i Jammerbugt Kommune Kjeld Hedegård Nielsen (Danmarksdemokraterne)
Nordjyske Stiftstidende bringer 8. februar en stor opsat artikel med overskriften ” Byrådsmedlem har modtaget millioner fra kommunen: Kan være ulovligt”. – Det er virkelig en overskrift, der er Ekstra Bladet værdigt, men læser man artiklen, vil enhver kunne se, at den er stærkt manipulerende. Der er lagt op til en dramatisk sensation.
Artiklen består imidlertid udelukkende i, at kommunen tilsyneladende har forsømt at følge nogle regler vedrørende et krav om udbud. Jeg modtog lang tid før, jeg var medlem af byrådet, en henvendelse fra kommunen om at levere nogle vikarydelser. Kommunen var åbenbart tilfreds med såvel pris som kvalitet, så efterfølgende er der løbet flere ordrer ind, som vi – ligesom vi gør for alle vores kunder i LL-Transport – har løst efter bedste evne til en konkurrencedygtig pris.
Jeg har som byrådsmedlem INTET foretaget mig, som der kan sættes en finger på. At der så måske har været noget galt i den kommunale administration, kan aldrig blive mit eller LL-Transports ansvar. Naturligvis skal der, hvis der skønnes at være et behov for det, foretages en tilbundsgående undersøgelse. Det vil være i borgernes interesse at få sagen belyst til bunds, og for mit eget vedkommende sover jeg roligt om natten, fordi min samvittighed er ren. Jeg har intet forkert foretaget mig og vil gerne renses for den urimelige mistanke, som en forkert manipulerende avisoverskrift måtte have forårsaget.
I øvrigt ligner det en tanke, at det er få dage efter, at jeg har meldt mit kandidatur til borgmesterposten, at historien dukker op i avisen. Er der tale om bestilt arbejde fra politiske konkurrenter – hvad jeg ikke kan vide noget om – så er de i hvert fald dumpet med et brag. For der er ikke noget at komme efter, når det gælder min rolle. I øvrigt er det også forkert, når avisen skriver, at jeg er selvudnævnt borgmesterkandidat. Et enigt aktivitetsudvalg i Danmarksdemokraterne har indstillet mig, og enigheden om den indstilling er stadigvæk 100%.
Jeg ser med sindsro frem til en undersøgelse af sagen, som udelukkende er et internt kommunalt anliggende. Hvordan aben eventuelt skal placeres her, har jeg af gode grunde ingen indflydelse på. Indholdet i avisens sætter i bund og grund kommunen i et lys, som synliggør, at der er behov for fornyelse og opstramning i visse sammenhænge. Det blæser min og Danmarksdemokraternes vej, når det gælder det kommende valg, da vi går til valg på åbenhed og kommunalpolitik i øjenhøjde med og i respekt for borgerne – ikke bare mere af det samme….!