Kærligt opråb til dyreejere: Dit kæledyr kan også blive ramt af kræft – derfor skal du huske at tjekke for knuder

Hund
Foto: AniCura

Hvert år rammes kæledyr af ondartede tumorer eller kræft, og faktisk er kræft blandt de hyppigste dødsårsager hos hunde. Heldigvis er der gode muligheder for behandling af mange kræftformer, og jo tidligere i forløbet sygdommen opdages, jo bedre er chancerne for helbredelse og behandling, lyder det fra specialdyrlæge i onkologi.

Kæledyr er i mange danske hjem et trofast familiemedlem, som bliver elsket, forkælet og passet på. Desværre kan vores firbenede familiemedlemmer på samme måde som mennesker rammes af alvorlige sygdomme som kræft og ondartede tumorer. Det er dog ikke unormalt, at kæledyr kan udvikle en eller flere knuder i løbet af deres levetid, som ikke behøver at være livstruende, men det er alligevel en god idé at være opmærksom, lyder det fra Steen Engermann, som er specialdyrlæge i onkologi på AniCura Aarhus Dyrehospital:

-- annonce ---

– I en del tilfælde er knuderne ufarlige, og ikke alle kræver behandling, men det sker desværre også, at knuderne er ondartede. Uanset hvad er det vigtigt reagere, så snart en knude opstår, for jo tidligere i forløbet knuden opdages og undersøges, jo bedre er chancerne for helbredelse og mulig behandling, hvis det skulle være nødvendigt, siger Steen Engermann.

Ifølge Steen Engermann er det ikke overraskende, at vores kæledyr oftere bliver ramt af tumorer. Det skyldes blandt andet, at både hunde og katte efterhånden har en fremtrædende rolle som familiemedlemmer og således får foder af høj kvalitet, bliver undersøgt når de er sløje, og behandlet efter behov. Det resulterer i, at dyrenes livslængde stiger, og tumorer og cancer ses typisk i takt med en højere alder. Øget risiko for cancer ses dog også med en usund livsstil, og derfor er det vigtigt ikke at overfodre vores kæledyr.

Sådan tjekker du dit kæledyr for knuder

Dyrlæge Steen Engermann anbefaler, at man som hunde- og katteejer løbende – gerne en gang om måneden eller oftere – holder øje med, om kæledyret udvikler knuder, da det i mange tilfælde kan mærkes, hvis man tjekker grundigt efter:

– Det er en rigtig god idé at gøre det til en fast rutine at tjekke hunden eller katten for knuder, for eksempel i forbindelse med at man børster kæledyret eller klipper neglene. De fleste knuder udvikles i huden, hvilket gør det lettere at opdage som dyreejer. Men knuder kan også opstå andre steder – eksempelvis i munden – og dette opdages som regel tilfældigt i forbindelse med, at dyret gaber, eller hvis man selv er opmærksom på også at kigge her, lyder det fra Steen Engermann.

Han anbefaler, at man i forbindelse med det regelmæssige tjek undersøger hele kroppen på kæledyret med begge hænder og mærker efter på både ben, poter, mave og hale. En knude kan både være hård, blød, stikke ud eller være hårløs, og er man det mindste i tvivl, er det altid en god idé at kontakte dyrlægen.

– Som dyreejer er det umuligt selv at afgøre, hvilken type knude der er tale om, og om det er noget alvorligt. Derfor bør man ikke tøve med at få dyret tjekket hos dyrlægen, som kan kombinere undersøgelsen med udtagelse og analyse af en celleprøve for knuden, så der hurtigst muligt kan komme en afklaring, siger Steen Engermann.

Hele november sætter AniCura særligt fokus på knuder hos kæledyr, og derfor er der hele måneden mulighed for at få lavet et knudetjek på alle landets AniCura-hospitaler, dog med undtagelse af AniCura Aarhus Dyrehospital, som udelukkende tager imod akutte patienter med henvisning fra egen læge. Knudetjekket indebærer en konsultation, celleprøve og analyse, og for hvert tjek i november donerer AniCura 500 kroner til Kræftens Bekæmpelse.