Jørgen Ravn Christensen: Hegn rimer ikke på vild natur

Jørgen Ravn Christensen (C)
Print Friendly, PDF & Email

Af: Jørgen Ravn Christensen, Limfjordsgade 53 1 th, 9440 Aabybro
Spidskandidat for Konservative til KV21

Hegn rimer ikke på vild natur

Så kort kan Konservatives holdning til indhegning af Naturnationalparken i Tranum siges.

Vi skal have mere natur i Danmark, ingen tvivl om det. Men vi skal gøre det klogt og i respekt for naturen – og det er her, at brugen af hegn virker besynderlig.

Mange undrer sig over, at området ikke blot kan fortsætte som hidtil. At fortsætte med at lade landmændenes kreaturer sikre en god afgræsning sammen med den store bestand af kron- og dåvildt i området i en begrænset periode af året. En løsning, der fungerer – uden hegn omkring hele området.  

Derfor vil vi, hvis vi er så heldige at få et eller flere mandater ved det kommende kommunalvalg, sikre at den store utilfredshed, der er omkring indhegningen af Naturnationalparken, når frem til miljøministeren. Det er ene og alene ministeren, der afgør, om der skal hegn op omkring de nye Naturnationalparker. Loven om parkerne gør det muligt at undgå hegn.

Den 1. oktober 2020 sendte det siddende byråd et brev til miljøministeren omkring sagen. Et brev som opfordrer til en nationalpark med hegn. Brevet blev sendt før vi kendte den konkrete lovgivning, og jeg har snakket med flere byrådsmedlemmer, der ikke længere bakker op om brevets indhold. Set fra vores perspektiv ville det derfor være oplagt at sætte brevet til afstemning i byrådssalen. Hvis der ikke længere er opbakning til ordlyden i brevet, så bør vi sikre at det kommer miljøministeren for øre, så hun kan tage det med i designet af parken. Loven sikrer borgerinddragelse omkring Naturnationalparkerne – og mon en minister vil sidde et flertal i en kommune overhørig?

Hvis det siddende byråd ikke tager dette skridt, så garanterer jeg, at Konservative bringer brevet til afstemning i byrådssalen, hvis vi får muligheden efter valget. Vi lytter nemlig til borgerne.


1 KOMMENTAR

  1. Til Jørgen Ravn Christensen
    Med det forestående kommunalvalg in mente og dit ovenanførte læserbrev vil det være relevant at spørge om du, på linje med vores miljøminister Lea Wermelin, går ind for overordnet, styret og kontrolleret dyremishandling her i Jammerbugt kommune?

    Endvidere om du mener, at vi her i Jammerbugt kommune, hylder princippet om nærdemokrati, åbenhed og kommunal medbestemmelse – eller om du vil gå i samme fodspor, som nuværende borgmester Mogens Christian Gade?

    Det vil også være af interesse at kende din begrundelse for NNP i Tranum, som udmøntet i en enstemmig tilslutning fra byrådet. Hvad er det, der af biologer eller andre sagkyndige, dokumenterer at det står så galt til med vores natur eller biodiversitet her i Jammerbugt, som berettiger indhegning og udsultning af dyr, der ikke må fodres?

    Sluttelig vil jeg spørge om du er bekendt med, at den anvendte rewilding model tager udgangspunkt i Oostvaardersplassen i Holland (indhegnet område af indvundet havbund) hvor man i vinteren 2017/18 helt bevidst, ud af en flok på 5000 individer (hjorte, heste og kvæg) lod mere end 3000 af individerne sulte ihjel.
    Endvidere om du er bekendt med, at areal tilskuddene fra EU til rewilding, betinger at der ikke må gives tilskudsfoder således at de indhegnede dyr sulter (nogle vil dø) om vinteren – EU støtte til dyremishandling!

    Mvh
    Chresten Boelt

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn