Jesper Ildal Djørup tiltræder som ny Familie- og Forebyggelseschef i Jammerbugt

Foto: Jammerbugtposten.dk.
Print Friendly, PDF & Email

Den nye chef for Familie- og Forebyggelse i Jammerbugt Kommune bliver Jesper Ildal Djørup. Han tiltræder 1. maj 2021.

Jesper Ildal Djørup skal bl.a. arbejde med fortsat at sikre, at kvaliteten i ydelserne til borgerne har en høj kvalitet, og at den samlede opgaveløsning på området har et vedvarende blik for en tidlig opsporing og tidlig indsats. Dette for at skabe de allerbedste forudsætninger for trivsel og læring til alle børn og unge samt deres familier i Jammerbugt Kommune.


En af Familie- og Forebyggelseschefens opgaver bliver også at varetage det overordnede overblik og opfølgning samt sikre, at alle afdelingernes fagligheder bliver sat bedst muligt i spil i forhold til det vigtige tværfaglige samarbejde.

”I rekrutteringen af den nye chef har det været vigtigt for os at finde en person, som evner at gå forrest i den videre udvikling, sætte retningen for chefområdet og samle afdelingerne til en stærk samlet flok, der fortsat går forrest i forhold til den tidlige indsats og det vigtige tværfaglige samarbejde. Det har desuden været afgørende for os, at den nye chef kommer med en god portion ledelseserfaring, erfaring med området og politisk tæft”, fortæller Diana Lübbert Pedersen, Direktør Børne- og Familieforvaltningen.

Områdets nye chef har en bred og solid erfaring og indsigt i børne- og familieområdet. Senest fra en stilling som chef i Ankestyrelsen på socialområdet, hvor han på nærmeste hold har fulgt et netop afsluttet såkaldt ’Task Force-forløb’ på det specialiserede børneområde i Jammerbugt Kommune. Derudover har Jesper Ildal Djørup bl.a. været ansat som kontorchef i skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.

Jesper Ildal Djørup er 45 år og uddannet jurist.

”Jeg ser frem til at bidrage med mine ledelseskompetencer og erfaring fra området. Det er mit udgangspunkt, at et fagligt kompetent og velfungerende børne- og familieområde bliver skabt gennem en stærk kultur, hvor der leveres løsninger og resultater af høj kvalitet – med fokus på en bæredygtig økonomi. Fra første dag vil jeg fokusere på at fastholde et højt fagligt niveau for løsningen af afdelingens kerneopgaver, hvor solide løsninger, der understøtter udvikling, sikker drift og et godt arbejdsmiljø skal være omdrejningspunktet”, fortæller Jesper Ildal Djørup

Privat bor Jesper Ildal Djørup i Aalborg med sin hustru Vita Ildal Djørup. Parret har tre døtre. Fritiden bliver brugt sammen med familien og med at dyrke sport som fx basketball.