ForsideJammerbugtJammerbugt modtager millionbeløb til at etablere makerspaces på folkeskolerne og Ungdomsskolen

Jammerbugt modtager millionbeløb til at etablere makerspaces på folkeskolerne og Ungdomsskolen

VILLUM FONDEN støtter Jammerbugt Kommune med 6,3 mio. kr. til at etablere nye kreative læringsmiljøer – også kendt som makerspaces. Hver af de 12 folkeskoler og Ungdomsskolen får et makerspace, ungdomsskolens makerspace bliver mobilt. 

Makerspaces er værksteder, hvor eleverne er sammen om at skabe nye idéer og nyt indhold – både når det gælder teknologi og håndværk. Her designer og konstruerer eleverne med alt fra laptop til loddekolber og limpistoler. 


Med projektet ønsker Jammerbugt Kommune at medtænke makerspaces i alle fag og på alle klassetrin, så de bliver en særlig aktiv del af undervisningen på både almen- og specialområdet. Her vil elever og lærere udforske de nye muligheder, teknologiforståelser og praktiske aktiviteter, og samtidig være nysgerrig på, hvilken betydning det har for didaktikken i forhold til at involvere og skabe engagement for alle elever.

”De nye makerspaces skaber en rød tråd fra vores skolepolitik til skolernes praksis. Vi har i skolepolitikken en intention om, at eleverne i endnu højere grad skal inddrages i udviklingen af undervisningen, ligesom eleverne skal have vide rammer for at være nysgerrige og eksperimenterende – det får vores skoler nu helt unikke forudsætninger for at gøre i praksis”, udtaler formand for Børne- og Familieudvalget, Ulla Flintholm.

Foruden de 12 skoler får Ungdomsskolen en central rolle i projektet. Ungdomsskolen skal være det teknologiske fyrtårn, som er inspirator, igangsætter og katalysator for nye tiltag, teknologier og værktøjer. For at tilgodese kommunens geografi etablerer Ungdomsskolen et mobilt makerspace, der når ud til alle dele af kommunen.

Etableringen af makerspaces sker som led i Jammerbugt Kommunes Planstrategi og VILLUM FONDENs mål om, at science skal opleves som vedkommende og inspirerende i skolen og fritiden – og som en mulig levevej. Derfor bliver kommunens makerspaces etableret i tæt samarbejde med lokale virksomheder og foreninger.

Fakta om projektet
Jammerbugt Kommune modtager ca. 6,3 mio. kr. af VILLUM FONDEN til projektet. Projektet udvikles i tæt samarbejde med den Kommunale Ungdomsskole og lokalsamfundet. Projektet løber over en treårig periode.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER